Arkiv | januar, 2012

Så er det nu!

31 jan

Puha, det er dagen før dagen!

Weekenden blev brugt på at gøre min kærestes lejlighed klar til flyttesyn, så der blev både malet og gjort rent. Heldigvis var hans forældre og lillesøster taget hele vejen til Aarhus for at hjælpe – det var virkelig en kæmpe hjælp. Vi havde aldrig formået at blive færdige selv. Men nu er den tom, og Daniel er flyttet ind på mit værelse. Eller, nu er det hans værelse. For i morgen tidlig sidder jeg i et tog til København, hvorfra jeg flyver til München om eftermiddagen. For at det hele flasker sig, krydser jeg nu fingre for, at der ikke kommer sne, som forsinker DSB. Det har jeg ikke brug for, nej.

Bagagen er der styr på, så småt i hvertfald. Jeg har pakket en rygsæk, en kuffert og så en lille taske til håndbagagen. Det er virkelig underligt at pakke det næste halve år af mit liv ned på så komprimeret plads. Men altså, så må jeg jo bare shoppe det ekstra i München! Ja tak.

I går holdt jeg en lille farvel-gettogether. Det var rigtig hyggeligt at se folk og sige på gensyn, men samtidig blev det også bare så virkeligt, at nu er det nu.

For det er det.

Reklamer

En uge tilbage

24 jan

.. eller rettere, otte dage.

Men onsdag i næste uge tæller ikke, for hele dagen bliver tilbragt med at rejse, først i tog og så med fly. Så – one week to go. Jeg er så småt ved at have styr på de administrative stumper, der mangler, inden jeg kan glæde mig til mit udvekslingsophold. SU-kontoret mangler en kopi af den studieaftale, Aarhus Universitet har indgået med mit værtsuniversitet i München, så den skal jeg lige cykle forbi med inden for de nærmeste dage. SU vil jeg ikke så gerne undvære, trods alt 🙂
Derudover skal jeg tage en sidste snak med Internationalt Center her i Aarhus, inden jeg drager afsted. Det er mest for at give mig ro i sinde – hvis der skulle være noget rod eller nogle manglende papirer, er det trods alt nemmere at få styr på herhjemme end i München. Det er alligevel ikke helt ligetil, det dér udveksling! Og jeg har endda gjort brug af en eksisterende udvekslingsaftale – jeg tør slet ikke tænke på, hvor omstændig (og dyr, ej at forglemme) processen havde været, hvis jeg selv skulle have organiseret hele opholdet. Pyyyyyh.

Angående formularer, regner jeg med at vende stærkt tilbage og skrive lidt om selve ansøgningsprocessen, optagelsesprocessen og det yderst vigtige dokument – learning agreement i senere indlæg. En god tre-trinsraket for Erasmus-ansøgninger er:
1) Søg i god tid – det gør sig gældende både i 1. og 2. runde
2) Husk, at du ikke automatisk er optaget på dit værtsuniversitet, fordi du har fået tildelt en plads hjemmefra. Søg om optagelse på dit værtsuniversitet (oftest kan dit hjemmeuniversitet hjælpe dig med en kontaktperson, som hjælper dig i ansøgningsprocessen).
3) Vælg’ fag! Udforsk de kursuskataloger, dit værtsuniversitet har, og vælg’ fag i god tid, så dit universitet herhjemme kan nå at vurdere dit faglige udbytte, inden du tager afsted (det gøres ved at du anmoder om at få dine fag godkendt på dit fakultet). Det mindsker risikoen for, at du ikke kan få meritoverført dit studieophold, når du kommer hjem igen (og det er lidt af et mareridt).

Jeg er glad for, jeg har overstået det værste administrative vrøvl og vil nu bruge sidste uge i Danmark på at glæde mig til mit ophold i München!

Rejseguide den første

19 jan

I morges kom en dejlig pakke dumpende ind af brevsprækken her på 4. sal i Aarhus. Den var fra SAXO og længe ventet – tro mig. I sidste uge bestilte jeg den rejseguide, der skal give mig et nogenlunde indtryk af den landsdel og den storby, jeg skal bo i det næste halve år.

“Munich, Bavaria and the Black Forest” hedder den, og den er en del af Lonely Planets formidable turguides. Hvis man kan læse og forstå engelsk, vil jeg til hver en tid foretrække LP’s bøger frem for eksempelvis Politikens “Turen Går Til”. Naturligvis er TGT fantastiske, hvis man vil udforske en storby eller hvis man er lidt ældre end mine 22 år, men LP dækker bare så mange segmenter i deres bøger, at de nærmest er blevet lidt essentielle for mig. Kærligheden til dem startede i sommers, da jeg rejste Østeuropa rundt med tog – LP fandt alt lige fra den bar, jeg skulle drikke øl på, det værelse, jeg skulle sove i og den bus, jeg skulle tage med til de lidt mere “underground” seværdigheder og billige (men vildt gode) restauranter. Jeg har ikke lyst til at være turist i München og Bayern det næste halve år – jeg vil være “en af dem”, og det tror jeg, LP hjælper mig godt i gang med.

Og hvad har jeg så lært i dag, om München vel at mærke? Det mest opsigtsvækkende for mig (men nu har jeg kun kastet et hurtigt blik i min nye bibel) er, at Englischer Garten, den største park i München, er større end Hyde Park – og endda (hold nu op!) også større end Central Park i New York! Godtnok har jeg ikke været i NY, men jeg har bestemt et indtryk af, hvor KÆMPESTOR Central Park er – så Englischer Garten bliver bestemt et sted, jeg skal udforske af flere omgange! Og det har jeg heldigvis også en masse tid til.

PS: Status på selskabskjolen er ok, jeg skal nok finde en, der kan gå an.

München forude

18 jan

Nu er jeg sluppet igennem de sidste eksaminer for mit 7. semester på universitetet, hvilket for det første vil sige, at jeg har tid til at slappe lidt af – og for det andet, at nu kan jeg skue München i horisonten. Jeg er så småt begyndt at skrive huskesedler og hænge dem op alle mulige mærkelige steder, så de altid er tilgængelige, når jeg liiiige kommer i tanker om et eller andet yderst vigtigt, jeg skal have med på udveksling.

Jeg har også planlagt og inviteret til en mindre afskedsfest. Bare et par venner, lidt øl og nogle farvelknus. Håber ikke det bliver en trist aften for mig. For faktisk så er det stadig ikke gået op for mig, at om to uger (ja faktisk lige præcis nu her) er flyet ved at lande i München City Airport. To små uger kun, og så starter mit 6 måneder lange eventyr. Jeg fatter det ikke lige nu, men jeg ved, at jeg bliver enormt trist op til afrejsedagen, og sikkert ikke har lyst til at tage afsted. Sådan er det HVER gang, jeg begiver mig afsted. Men jeg elsker at rejse, jeg elsker at opleve, og jeg VIL gennemføre det her udlandsophold.

Jeg har fået en kontaktperson i München, en Mentor om man vil. Han er Soldat og studerer nogenlunde de samme Fag, som jeg skal i gang med dernede. Og så han har lige inviteret til bal, og spurgt, om jeg ejer en selskabskjole. OMG. Nej, jeg er ikke typen til selskabskjoler. Men ja, jeg vil da gerne til bal. Det lyder da egentlig meget fedt og prinsesse-agtigt.

Det skal nok blive anderledes, det her halve år i München!

 

At berette

6 jan

Berette, det er det jeg vil.
Om mine seks måneder på udveksling i delstaten Bayerns hovedstad, München.
Bayern som i Tyskland, Sydtyskland nærmere bestemt.

München er Tysklands 3. største by og har omtrent 1,3 mio. indbyggere. Jeg skal læse på et af byens  universiteter. Eller, ifølge Wikipedia skal jeg faktisk ikke, for jeg skal hverken læse på LMU eller Technische Universität, som er de eneste universiteter i München ifølge min ellers højt elskede Wikiven.

Jeg skal læse på UniBW. Universität der Bundeswehr, München. Faktisk ligger det i Neubiberg, men bygrænsen går lige ved campus, så jeg skal altså bo i München og hurra for det.

Campus, næste punkt på dagsordenen. UniBW er ét af kun tre Campusuniversiteter i Tyskland. Som jeg har forstået det hidtil, er følelsen lidt “amerikaner-college-agtig”. Jeg får et beskedent værelse på campus, hvor samtlige uni-relaterede aktiviteter finder sted. Det må være som at bo på parkkollegierne her i Aarhus, med den forskel, at der kommer en venlig dame og tømmer skraldespanden og at der ikke skal laves så meget mad, for det kan man hente i en kantine (som vel at mærke har studiepriser, go home Samfundsfaglig Kantine). Altså, lige en tand mere luksus. Og hvad skal tiden så bruges på, som man sparer på at tømme skraldespand og lave mad? Ifølge min studievejleder i München på at studere. Tysk disciplin, især selvdisciplin, bliver den første udfordring, jeg må stå ansigt til ansigt med.

Men, mon ikke det går? I hvert fald har jeg nået point of no return, for mit aarhusianske værelse er udlejet og flybilletten er købt. Jeg rejser 1.2.2012. Det er lige om lidt.