Arkiv | februar, 2012

Skiferie part I

29 feb

Jeg vælger at kalde dette indlæg skiferie part I, fordi jeg har så mange billeder, jeg gerne vil vise jer, at der med garanti kommer flere skiferie-indlæg.

Som sagt var jeg i Söll i Østrig fra lørdag til tirsdag, og det var bare helt vildt godt! Min far fløj til München, hvor han lejede en bil, hentede mig her på kasernen og så kørte vi ellers mod Söll. Lørdag formiddag var der virkelig meget kø på motorvejen mod Østrig, og det var også som om navigationen havde en lidt øv-dag, men til sidst nåede vi da op på bjerget og fandt det fineste, lille familiedrevne hotel, som vi skulle bo på.

Vi fik skitøjet på og tog op til pisterne for at leje udstyr, købe liftkort – og komme ud på løjperne! Jeg stod sidst på ski i folkeskolen, så jeg var liiiiiidt nervøs for, om det nu var noget, jeg stadig var i stand til. Heldigvis var der ingen grund til bekymring – det er ligesom at cykle, man glemmer ikke, hvordan det skal gøres 🙂 Og derfra var det hele bare sjovt. Jeg elsker, elsker, elsker at stå på ski!

 

Back on track

28 feb

Der kommer selvfølgelig et overload af billeder med en masse hvid sne og flotte bjerge. For jeg er lige just hjemvendt fra en forlænget weekend i Söll, Østrig, med min far, hvor vi har spist en masse god mad og stået en masse på ski. Skønt at se min far igen, skønt at stå på ski igen, skønt at få et lille afbræk fra hverdagen i München.

Men lige nu er jeg lidt bombet, så billederne kommer på et senere tidspunkt. Lige nu er der lidt læsning, der skal indhentes (og lidt søvn *host*), lidt proviant, der skal indkøbes (nå, kan man ikke leve af knækbrød og syltede agurker?) og en kuffert, der skal pakkes ud (og tøj, der skal vaskes, selvfølgelig).

For jeg er back on track. Udsigten til Hinderbahn er på plads igen (men nu helt uden sne, foråret er for alvor på vej hernede) og bøgerne om nationalisme hober sig op på mit skrivebord. De skal måske afleveres, jaaaaaa. Det skal de nok. Når jeg lige gider. Derudover skal jeg kæmpe med min cykel igen. Den lille dame har endelig valgt at holde på luften, men nu synes hun ikke, hendes kæde skal holdes på plads. Så, so much to do. Så ringe lyst til det.

Jeg vil tilbage til Østrig. Ja jeg vil så. Med ski på benene!

Jernhesten over dem alle

27 feb

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og nu hvor jeg suser ned af lækre, sneklædte bjerge i Østrigs land og ikke gider kan blogge om det pt., så vil jeg vise jer billeder af min tro og dejlige følgesvend; Torino, min cykel. Måske burde den hedde Torino-hat-immer-nen-Platten (Torino-den-flade), men hvem er også perfekt i denne verden, ikk?

Here the baby is – og læg lige mærke til de ujævne veje, hun må forcere – så er det da ikke så mærkeligt, at man mister pusten en gang imellem (haha), vel? Og når mor her har en cykelpumpe i tasken, så går det hele som en leg (men jeg har lovet hende en ny slange, skal bare lige finde et byggemarked, ikk?).

Og her bor hun så.
Jeg kan ikke sige det mange gange nok: jeg er så glad for at være flyttet! Alting er bare lidt lækrere i det her område end nede ved bygning 6, hvor jeg boede før. Cykelskurene er kun en lille del af det (men bestemt også en af fordelene, for det er rart at kunne lappe cykel under tag og ikke at skulle tørre sne/regn af den om morgenen).

Jeg bor i hus nummer to, hvis I er interessede i sådan noget 🙂 På anden sal, med udsigt til bjerge når vejret er klart. Jeg ved det godt, jeg siger det meget. Men det er kun fordi, det er så smukt!

 

 

Swusch, swusch (eller lyden af ski)

25 feb

Seriøst, jeg elsker at stå på ski! Det er tilpas fedt og spændende (og pænt) til at jeg aldrig kommer til at kede mig, men bare synes det er sjovt og hyggeligt og dejligt. Jeg har stået meget på ski i min barndom, men så snart gymnasiet stod for døren, kunne jeg ikke bare lige hive en uge ud af kalenderen for at stå på ski (nej, i min familie står man ikke på ski i uge 7), og da jeg ramte uni, var januar altid badet i eksaminer. Og februar med semesterstart, of course. Så jeg kom aldrig afsted. Men lige nu er jeg på vej til Østrig med min far – for at stå på ski i hele tre dage. Jeg glæder mig abnormt meget! Både til at se min far igen (nok mest det faktisk), men også til at prøve kræfter med de dér ski efter alt for lang tid. Men hey – det er vel som at cykle, man glemmer aldrig, hvordan det skal gøres 🙂

Jeg er i hvert fald helgarderet – har egentlig aldrig stået på ski med hjelm før, men er lykkelig for at de er blevet så hypede, som de er. Alle burde have sådan en på (ja, jeg er også typen, der cykler med cykelhjelm). Love your brain!
Og jeg glæææædeeeeer mig!

Olé Madrid

24 feb

I går var en god dag, basta! Selvom vejret var dårligt!

Dagen startede som sagt med en masse bureaukratisk vrøvl, men så snart det var overstået, tillod jeg mig selv at lave en masse ting, som jeg godt kan lide at lave. Først smuttede jeg over for at løbetræne i en af de tre trænings-/fitnesshaller, de har her på området. Egentlig vil jeg jo helst løbe uden for, men død og pine ikke i dumt regnvejr. Endte med at løbe i en halv time på løbebånd ved siden af en soldat (går jeg ud fra, han havde army-træningstøj på… og ja, oddsene er ret gode for at det var en soldat, når det er her), som spillede lidt smart. På den overskudsagtige måde – klart, han løb 9 kilometer i timen på det løbebånd. Efter min opvarmning satte jeg tempoet til 10 kilometer i timen. Så satte han lige pludselig også sit tempo op til 10 kilometer i timen. Jeg satte mit til 10,5 kort efter – han gjorde det samme. Jeg satte mit ned igen, det gjorde han også. Jeg satte derefter tempoet til 10,5 og tænkte “så ser vi, om du går død i det”, blev dog nødt til at øge efter omkring 10 minutter for at løbe 11 kilometer i timen resten af settet. Og selvfølgelig, så snart jeg øgede, gjorde han også  – der var vist et lidt selvfedt ego på løbebåndet ved siden af mig. Men, men, men – efter to sange på min iPod (ja, det er sådan jeg måler tid, når jeg løber), gik han heeeeeeelt død på løbebåndet ved siden af mig. Hang hen over det og prustede og stønnede. Jeg fortsatte til mit set var færdigt og fik endnu engang bekræftet, at soldaterne hernede er pretty much out-of-shape (for det er ikke fordi jeg er sådan vildt sporty).

Nå, men det boostede da lige min selvtillid at jeg sådan havde luntet ham ud af ringen, så jeg tog lige en halv times tid med balaneøvelser (aka. bliv-klar-til-at-stå-på-ski) og smuttede så i bad. Derefter tog jeg ind til PEP, som er et riiiiimelig stort indkøbscenter her i nærheden – jeg skulle jo købe skruedimmere til mit cykelprojekt. Og nu jeg alligevel var der, kunne jeg jo godt ose lidt. Fandt dog kun en lækker hårkur, men glæder mig til rigtigt forår, for så skal jeg bare ha’ et par farvede jeans, de er jo alt for nice at se på! Og et par Nike-Free, kun fordi de koster 75€ (KUP i forhold til Danmark).

Nå, men direkte fra PEP fortsatte jeg ind til Goetheplatz for at mødes med Anja, for så at lede efter Olé Madrid, en tapasbar, hvor vi skulle mødes med 2 x Katja og Maike, som er piger fra den tøsegruppe, jeg er blevet en del af – og de er allesammen megasøde! Vi bestilte en masse forskellige tapas (med en maaaaaasseeeeee aioli) og et par gedigne kander sangria – og jeg blev svøbt i Mallorca-feeling igen (ja, det var FEDT). Vi hyggede os vildt meget og tog først hjem omkring midnat igen. Succes for sådan en ganske almindelig torsdag aften. Selvom München klart er dyrere end Berlin og en smule mere pebret end Hamborg, er det stadig rimelig billigt at tage ud at spise – især drikkevarerne koster ikke ret meget sammenlignet med tilsvarende i Danmark. Sådan en aften som i går kostede mig fx kun 130 kroner inklusive gavmilde drikkepenge. Det skal man altså lede laaaaaangt efter i Danmark.

Her til morgen har jeg skiftet slangen på cyklens forhjul – helt selv (fordi jeg ville se, om ikke jeg kunne – og det kunne jeg, men tror gut på gangen blev skuffet over ikke at skulle lege superhelt). Så nu er jeg stolt! Stolt nok til at læse lidt til mit seminar om lidt, løbe en tur i det dejlige solskin bagefter og slutte min dag med at spise pizza i byen med en gammel folkeskoleveninde i aften. I dag blir en god dag!

Om bureaukrati og Schorlen – eller typisk tysk x2!

23 feb

Når jeg nu intet udrettede i går (som i intet, for selvfølgelig var cyklen flad igen her i morges, men i morgen skifter en gut fra min gang slangen og indtil da er cykelpumpen min tro følgesvend), er det forbløffende, hvad jeg allerede nu har udrettet i dag – kl. 10.30.

Dagen i går sluttede med en E-mail fra vicevært-tingen, som befalede mig at møde op der i dag kl. 9.00. Som sagt, så gjort – kl. 9.00 stod jeg på deres kontor, for at få at vide, at jeg skulle gå to døre ned ad gangen og lade endnu en mærkelig filajs underskrive mit flytteformular. Ej, men helt ærligt? Nå, filajs siger så til mig, at jeg jo skal betale – ikke husleje – men internet, vand, varme, el, små 90 € om måneden. Fint, det ved jeg jo godt, men jeg har jo ikke nogen bank, og der er heller ikke udsigter til at jeg kan få en tysk bankkonto, fordi de mindst skal bestå et år og bla, bla, bla – tysk bureaukrati jo. Filajs siger så bare, nå okay og underskriver min seddel, som jeg så kan drage tilbage til vicevært-tingesten med. Jamen tak for det. Når jeg nu alligevel er i det område, smutter jeg forbi min gamle postkasse og klistrer den til med min nye adresse, just in case. Ikke at jeg tror det hjælper, men man kan jo håbe.

Derefter tager jeg ned til Prüfungsamt, det sted, der skal godkende mine eksaminer. Eller den ene hjemmeopgave, jeg skal skrive i det her trimester. Normalt skal man følge to seminarer pr. trimester, men da jeg kom herned midt i trimestret, følger jeg kun et i denne omgang, men til gengæld fuld workload næste trimester. Kan man så bare melde sig til en eksamen? Nej, det kan man sørme ikke. Jeg bliver sendt forbi tre kontorer, bare så de lige er enige om, at man ikke bare kan blive meldt til en eksamen. Enden på det hele bliver, at jeg skal forbi min ene underviser, som skal underskrive, at det er okay, at den karakter, jeg får for min hjemmeopgaver udgør den samlede karakter for det trimester. Ej, men igen – hold nu op?! Det er jo ligegyldigt, ikke?

Nå, det var dagens omgang bureaukrati – typisk tysk den første. Og for at det hele ikke blir nederen i dag, så får I også typisk tysk den anden, nemlig:

Schorle 

Altså jeg kendte (og elskede) allerede Apfelschorle inden jeg tog afsted. Apfelschorle er egentlig bare en god æblejuice blandet op med danskvand, sådan i forhold 60 % juice og 40 % danskvand. Det lyder simpelt, men smagen er sublim. Især for sådan en som mig, der godt kan lide brus, men synes at sodavand er alt for sødt. Imidlertid så er Schorle så meget mere end bare æblejuice og danskvand hernede og enhver (ENHVER) restaurant eller bar med respekt for sig selv har et helt afsnit i drikkekortet fyldt med forskellige Schorler.

Hernede dækker selve begrebet Schorle nemlig generelt over noget, som er blevet spiket med danskvand. Apfelschorle er stadig den mest udbredte, men den fås både med filtreret og ufiltreret æblejuice (den ufiltrerede er klart den bedste!). Ellers er de mest almindelige med solbær, hyldeblomst og sådan noget multivitaminjuice – i den nonalkoholiske afdeling, for Schorle dækker nemlig også over for noget, som mine smagsløs slet ikke er glade for: vin med danskvand. Og nej, det er ikke det samme som champagne for fattigrøve. Det smager bare helt vildt dårligt, især fordi det jo ikke er verdens bedste vin man lige vælger at fortynde med danskvand. Phew, det har jeg nu drukket hele to gange, og kan derfor konstatere, at nej, det behøver jeg ikke drikke en gang til. Men generelt må jeg sige, at det dér god juice med danskvand – det burde blive et hit derhjemme også, i alle sine dejlige afskygninger.

PS: ALDI i Danmark prøver at lancere Apfelschorle under navnet “Æblebrus”. Fint forsøg, men det er som om den smager lidt tyndt.
PPS: Ja, man kan selvfølgelig bare selv fortynde sin juice med danskvand, men det er jo ikke pointen – og det er jo heller ikke autentisk, vel 🙂

Om dage, hvor man bare intet udretter

22 feb

Kl. er 16.20! 16.20!!! Og det er lidt en katastrofe, hvis man holder dette tidspunkt op over for det, jeg har bedrevet i dag, hvilket er lige godt nada. Ingen ting. Og ja, selvfølgelig er cyklen skyld i denne mangel på nogen som helst bedrift.

Ville jo egentlig bare lappe det dumme bagdæk. Egentlig er så nemt sagt, når man knækker to skruedimser i forsøget (jeg knækkede en, gut fra gangen knækkede den anden, og så var vi lige pludselig løbet tør for skruedimser). Cyklen er simpelthen så rustet fast, at vi ikke kunne afmontere noget som helst. Prøvede på den anden måde, den der måde, hvor man bare tager dæk og slange af, mens hjulet er på, men kunne ikke finde et hul. Manner altså, træls gange tusinde!

Så siger gut fra gangen til mig, at jeg kan tage ned til ham den mærkelige vicevært-tingest, han har gamle cykler i kælderen. Super, det gør jeg. Kommer ned og ung soldat i receptionen tager med mig ned i deres cykelkælder. I kid you not, når jeg siger, at vi ledte efter duelig cykel i en time. En meget ubehagelig time, med en masse utrolig ubehagelig tavshed. Som jeg hader! Soldat spørger engang imellem om jeg kan bruge en cykel uden pedaler, uden fordæk uden… ja, indsæt selv væsentlig cykeldel her. Og så grinede han hver gang. Jamen okay, en joke kan godt blive for brugt, ikke? Til sidst når jeg frem til det kompromis, at så længe bare de mest essentielle dele er på cyklen og bagdækket ikke er fladt, så tager jeg den. Vi finder en lilla damecykel med skæv saddel og punkteret fordæk og jeg triller afsted. Slap med at betale intet, da de kunne få min gamle cykel i bytte. Fatter ikke, hvad de vil med så mange ikke-brugbare cykler.

Nå, kommer hjem igen og lapper fordækket på den nye cykel. Bruger ufattelig lang tid på det, fordi vi jo ikke har skruedimser til at tage hjulet af cyklen. Finder dog ret hurtigt et hul, tjekker for flere, men finder ikke umiddelbart nogen. Lapper hullet, tjekker dækket for snavs, sten, whatsoever og smækker cyklen sammen igen. Og nu er kl. 16.20!! Nej, nej, nej!

Skal heldigvis til kor senere, så kan jeg da sige, jeg har lavet noget som helst i dag.

PS: Cykel og jeg har indgået følgende aftale: cykler kun ned til LIDL og hen til undergrundsstationen med den, ikke til IKEA eller noget andet tumpet, der ligger langt væk.
PPS: Cykel har til gengæld lovet mig, aldrig nogensinde at punktere. Som i hverken foran eller bagved! Bare så I ved det.