Kulturchok

2 feb

Jeg var forberedt på, at min ankomst ikke ville blive en dans på roser. At forholdene hernede ville være helt anderledes end dem, jeg var vant til i Aarhus. Alligevel kommer det nu bag på mig, hvor meget jeg indtil videre bare har accepteret.

Rejsen herned var uproblematisk. DSB var kun 20 minutter forsinket, og tjek-in i lufthavnen i København gik også smurt, selvom jeg blev gennemraget af en mandlig securitymedarbejder ved sikkerhedstjekket. Note to self – rejs i andre sko næste gang og skæld manden ud, hvis han bare rager! Flyturen var behagelig, selvom der var ret koldt i maskinen. Begge mine bagagestykker var velankommet, og jeg fandt Tim i ankomsthallen. Eller, jeg fandt mand i uniform, som heldigvis viste sig at være Timmi, jubii. Den berømte Zweisitzer viste sig at være en fancy sportsvogn, nærmere bestemt en Chrysler af en art og inden længe havde jeg så prøvet at ramme de 200 kilometer i timen på motorvejen i myldretiden. Halleluja.

Så vidt så godt. Første bratte opvågning fik jeg, da vi nærmede os universitetet. Sikkerhedskontrol! Angivelse af faretrin, bobs. Universitetet huser hele det tyske militærs næste generation og er derfor under konstant terrorbeskyttelse. Det er uhyggeligt at tænke på. Ind kom vi da, forbi en masse mænd i store, armygrønne uniformer. Efter en mindre køretur på små stier holder vi foran en meget lang bygning, som hernede bliver kaldt Alcatraz. Sjovt. Endnu sjovere, at jeg skal bo i den. Haha. Vi få bugseret mine tasker op på første sal og låser døren ind til værelse 1522 op – scheisse. Timmi havde fortalt mig, at værelset ikke levede op til militærets hygiejnekrav, da han tjekkede det inden han tog ud i lufthavnen. Sjovt nok var der ikke sket noget i mellemtiden. En køjeseng, to skriveborde, to skabe og en håndvask står i det her meget triste, hvide rum med tre meter til loftet og betongulve med gråt vinyl. Meget forfalden, ret beskidt. Resten af gangen er næsten ubeboet og der er fælles toilet og badefaciliteter, vel at mærke ikke kønsopdelt. Jeg sluger lige kamel nummer et. Kamel nummer to er det fælles tekøkken, som man ikke engang kan lave te i og den lille bitte luge i køleskabet, jeg har fået tildelt, som jeg først skal have gjort ren. Når jeg finder andet end opvaskemiddel og en karklud, der lugter råddent.

Dernæst det mere praktiske – en Skypedate med Daniel. Nåhr ja, internet er jo mega farligt, kæmpe sikkerhesfail, så 1) intet trådløst netværk (farvel iPad, det var lige så hyggeligt) og 2) man skal aktiveres af folk, der er meget højt oppe i bureaukratiet. Som selvfølgelig var taget hjem. Nå. Kamel nummer to. Heldigvis var Timmi sulten, så vi tog over i Branderl, som er en slags restaurant her på militærområdet og spiste pizza. Rart. Derefter fik jeg set Timmis værelse, som er meget mere nice end det skrammel, jeg sidder i. Nå. Kamel nummer tre. På hovedet i seng. Op at tisse to gange om natten (tredive meter ned af gangen, HVER vej. Nå).

Næste morgen rammer ensomheden mig helt vildt og voldsomt. Græder en lille smule og savner Daniel rigtig meget. Tager mig sammen og finder mit pas og mit learning agreement, som jeg tager med op til PAUS (Pas- und Ausweisstelle). Der skal jeg hente et chipkort, som giver mig mulighed for at komme ind på universitetsområdet uden at tage hovedporten, som ligger langt væk fra værelset. Der er måske en kilometers penge op til PAUS, men jeg fór vild og det tog mig fyrre minutter at gå derop. Stor militærmand i uniform giver mig et formular, som jeg skal udfylde, dernæst aflevere hos international office og dernæst sende til universitetets kansler, som skal udfylde det og så via intern post sende det tilbage til PAUS. Flot. Flere dage uden tilgang til området lyder bare ikke nice. Men okay, jeg er kommet til bureaukratiets helvede og accepterer. Går videre til computercenteret, for at få en tilgang til internettet. Det kan jeg ikke få uden en indskrivelse, som jeg skal have på Prüfungsamt (Eksamensadministrationen). De har lukket, men sekretæren fortæller mig, at de skal bruge mit studentereksamensbevis og mit bachelorbevis. Fint, tænker jeg, det har jeg på computeren. Nå nej, jeg kan jo ikke komme på netværket og dermed heller ikke printe det ud. Fornemmer I mønsteret?

Tager hjem igen og føler mig som en mega fiasko. Begynder at rydde op på værelset og gøre rent. Tager en lille middagslur. Senere kommer Timmi forbi og spørger om jeg har fået styr på tingene. Ja, flot. Føler mig igen som en mega fiasko. Vi tager forbi Daniel Mook i international office, som endelig har åbnet. Underskriver, at jeg er kommet fra Aarhus til München, ret ligegyldigt. Hr. Mook mener til gengæld, han kan gå uden om Prüfungsamt, og dermed skaffe mig adgang til internettet uden en indskrivelse. Vi prøver dog lige Prüfungsamt, for i mellemtiden har jeg hentet en usb-stik og lagt studentereksamen og bachelorbevis på den, som Hr. Mook printer ud. Prüfungsamt er dog stadig lukket, og de åbner først mandag (i dag er det torsdag). Vi går videre til PAUS, for Hr. Mook fortæller, at de allerede har ansøgt om et chipkort til mig. Vi ankommer til PAUS og jeg får heldigvis mit chipkort – med samt en gul papseddel med militærstempel, som jeg ALTID skal have på mig, og som IKKE må blive krøllet, og skulle jeg ikke have den på mig, ryger jeg fluks ud. Nå. Hr. Mook og Timmi tager med tilbage til værelset for at se, om de ikke kan åbne op for mit internet. Vi nørder en lille time, men intet sker.

Timmi og jeg tager derefter ind til rådhuset i Neubiberg for at melde mig som tilflytter. De skal også bruge min indskrivning, men damen bag skranken siger, at de normalt bare skriver soldaternes kærester ind på soldaternes værelser. Nå. Jamen jeg er altså megapissemeget ledig og Timmi er altså ikke min kæreste og jeg vil altså gerne have min egen adresse. ALTSÅ! Hun smiler lidt og siger, ”jamen I ser jo så fine ud sammen”. Hm, føler mig lidt ramt og tænker, det er fordi jeg ikke nåede i bad i morges. Sorry, Timmi, men altså, du er ikke nogen Daniel. I øvrigt spørger hun også til civilstand og religion, hende damen. Mærkeligt land, det her (og ja, hun spørger også, om Michael er et pigenavn i Danmark). Nå, men det lykkes alligevel (takket være gul papseddel) og nu har jeg altså en adresse her. Werner Heisenberg Weg 106/1522, 85577 Neubiberg, Deutschland. Send noget, please. Et eller andet. Gider ikke kun modtage reklamer for pistoler.

Så bliver det crazy, for nu skal vi handle ind. Wow. Bruger næsten to timer i Kaufland på at købe lidt madvarer og mælk (som er langtidsholdbar, for ellers er den for fed, ADR!). Og selvfølgelig køkkengrej, for det dér klamme køkken bliver jo ikke til et køkken af sig selv, vel? Køber en pande, en kniv, et bræt, lidt bestik, en madkasse og en skrællekniv og venter på at Timmi snart inviterer i IKEA (for det har han lovet, ham og hans makker skal nemlig snart spise billige köttbullar). Nåja, og så køber jeg et tysk simkort. Nummeret har jeg lige brugt 6 minutter (dansk telefontid, vel at mærke, lortedyrt) på at fritaste og det burde være klart om et til to døgn, kæft hvor effektivt. Men ring eller skriv til +49 160 4542719. Jeg tjekker dog også mit onfone nummer en gang imellem.

Nå, nu er jeg kommet hjem. Der bor en pige over for mig på gangen, hun arbejder på tandlægeklinikken her på området. Fedt med mennesker! Har haft skridttæller på i dagens anledning – alt bureaukratiet har gjort, at jeg indtil nu (kl. 19.46) har taget hele 24.637 skridt. Nå. Må hellere snakke med ham, der har nøglen til kælderen, rygtet siger, at der er gamle lortecykler dernede. Så vidt så ringe.

Nå ja, dagens gode nyhed. Timmi har skaffet mig adgang til et seminar om højreekstremisme. Første lange dag er 17.2 (9.00-17.00) og jeg har købt kompendiet (udelukkende på tysk – what?!) og glæder mig til at have noget fornuftigt at tage mig til nu. At der går næsten en måned mellem forelæsningsdagene er underligt, men noget, der vist er meget normalt hernede. Timmi har dog lovet, at jeg ikke bliver ensom, for jeg kan bare hoppe over i deres køkken og hilse på. Og på onsdag har jeg en aftale med mig selv om at hoppe forbi universitetskorets korprøver. Sig ikke, at jeg ikke prøver at socialisere med disse mærkelige mennesker!

Jeg synes det hele er så latterligt at jeg bare griner af det. Seriøst. Det går sgu nok det her. Jeg vil bare skype med min dejlige kæreste, det er virkelig alt jeg beder om lige nu. Skype anses desværre også som en sikkerhedstrussel, så det kommer nok ikke til at køre optimalt. Nå. Hvor mange kameler er vi oppe på? Jeg bearbejder kulturchokket stille og roligt, det går sgu nok det her.

PS: Red mig!
PPS: Send skummetmælk.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: