Stube, Bude – endelig ikke Zimmer – nr. 1522.

6 feb

Ja hvordan ser det så egentlig ud hernede, hvor jeg har slået folder? Efter at have bearbejdet første chok (og GJORT RENT, meget vigtigt), er jeg ved at vænne mig til, at cirka 16 af døgnets 24 timer (jeg sover meget ja!) tilbringes i et ret stenet rum, nr. 1522 i bygning 6.

Jaja, sig ikke, at jeg ikke kan have overnattende gæster, hva? Køjeseng! Men ved I nu hvad, hvor smarte de er hos det tyske militær? Den dag, en soldat blir gift (*host*), kan man skrue sengene fra hinanden (med sådan en…. hm, hedder det en umbraco-nøgle) og tada, lave dobbeltseng med en ret seriøs Besucherritze på sin Stube/Bude – men endelig ikke Zimmer (for det er ikke militært nok at sige det). Daniel er allerede instrueret i at tage sådan en nøgledimmer med i hvert fald. Jeps.

Ja, og se – endda en håndvask kunne det blive til (dette er efter et kvarters rengøring af alene håndvasken – godt jeg havde mit håndalkogél). Faktisk er det eneste, der irriterer mig ved værelset nu, at jeg har to dobbeltskabe og et enkeltskab og to skriveborde. Jeg kunne jo godt nøjes med det halve 🙂 Men må jeg stille det i kælderen de næste fem og en halv måned? Nej, brandfare. Jamen, altså i kælderen? Hvor der er like 1000m2 fri plads? Nej, ok så. Så lever jeg bare i det her rod.

Og se, rebel som jeg er, har jeg flyttet den dér lille bogdimmer hen til min seng 🙂 Jaaa, natbord! Fem minutter efter kommer Timmi forbi (uanmeldt, det sker lidt.for.tit) og siger “jamen det er jo dårlig udnyttelse af pladsen” – øh ja, men har du nogensinde hørt om begrebet “hygge” (noget jeg krampagtigt prøver at skabe her)? Og der hænger allerede noget på væggene også, men det kan I få lov til at se på et andet tidspunkt.

Fordi, tadaaaa – jeg har nemmerlig travlt. Om lidt skal jeg facebook-skype med Daniel (som jeg savner) og bagefter skal jeg ud for at socialisere. Like for real! Det er ikke lyv. Facebook kan meget, blandt andet samle nytilkomne unge piger fra München. Ja, nemlig. Og to af dem skal jeg mødes med til lidt at spise og et glas vin. Der ser man bare, hvor det går! Det er lidt ligesom en blind-date (ja, jeg skal have gul hat på), men jeg er slet ikke nervøs, jeg glæder mig bare til at snakke med normale mennesker igen. Oh yes! Bagefter kan jeg altid tænke på stenede tekster om højreradikalisme og at jeg skal huske mit fantastiske, gule ID-kort.

 

Ellers må jeg sove på gaden. Jup. Og det er altså pænt koldt hernede. Stadig. Smart, når man ikke har en fryser og har købt frysewok-grøntsager, knap så smart, når det er midt om natten og man har glemt sit gule kort.

Servus!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: