Balaften

15 feb

Jeg kommer jo ikke udenom at skrive om det storslåede bal jeg var til i går aftes nat. Så ja, det vil jeg da også gøre. Om ikke andet så for at minde mig selv om, hvorfor det bestemt skal forblive en engansforestilling i mit liv. Det er altså hermed krydset af min bucket list – “gå til kæmpebal med en masse rige tyskere (og soldater) og gør som om du føler dig godt tilpas”. Puha.

Formiddagen gik med at læse og forberede oplæg, og hen på eftermiddagen spurgte Christine (altså min nabo) om ikke jeg snart skulle gå i gang med at gøre mig klar. På det tidspunkt var der to timer til afgang og min umiddelbare reaktion var “øh, måske om halvanden time”, hvorpå hun siger “jaaaa, men Bayrischer Hof er et ret fornemt hotel, og folk går ret meget op i det bal, og du burde nok også sætte dig hår, og vil du forresten ikke låne min håndtaske og har du nogle pæne sko og der er ikke huller i dine nylonstrømper, vel?” Jeg tror I fangede den, ikke? Jeg gik i gang med at pynte på mig selv i en grad, der end ikke var repræsenteret til galla dengang i 3.g. Det var slemt!

Men så kom Timmi og hentede mig, og der var no going back (selvom jeg prøvede ved at tage mine støvler på og en pose med sko med og han faktisk gik lidt i baglås over det). Afsted i bus og u-bahn og så ind foran det smukkeste og mest prangende og overdådige hotel, jeg længe har set. Jeg lod min indre rebel skinne igennem og tog ikke hovedindgangen og den røde løber, så folk kunne tage et billede af mig (og ja, Tim protesterede, men bare ærgerligt, Timmiboy!).

Ind kom vi, fik afleveret overtøjet i garderoben og lige pludselig synes jeg bare det var fedt at jeg stod midt i en kæmpe balsal med en masse stinkende rige tyskere i min kjole fra genbrug til 35 kroner plus en lille investering foran symaskinen. Haha! Inden vi blev vist hen til det rigtige bord og alle de andre soldater og deres til anledningen købte kvindelige ledsagere, fik jeg en mega pose med fyldte chokolader og en ordentlig balje champagne og så gik den store fotosession i gang.

Og som I så tydeligt kan se, tog jeg hele processen meget seriøst! Timmi prøver her igenigen at få mit til at være “ein braves Mädchen”, men den kamp er så meget tabt på forhånd (og efter den balje med champagne, jeg så mig nødsaget til at køre ned for overhovedet at bevæge mig rundt i den sal dér).

Dyrk lige de chokolader dér? Så meget mere spændende end at danse til semi-formelt danseorkester. Senere på aftenen kom der en masse letpåklædte kvinder og mænd fra Sydamerika og prøvede at køre et “karneval i Rio”-danseshow. Ret pinligt at se en masse rige, tyske damer med lidt for meget fedt på hofterne og lidt for ungdommelige kjoler danse Polonaise med smukke, sydamerikanske mænd. Samtidig med at de tyske mænd selvfølgelig overgramsede de letpåklædte sydamerikanske kvinder. Dear god, kønt var det altså ikke. Det synes Timmi dog at det var, så han skulle op til dansegulvet og ha’ en go’ plads, så jeg fik lov at sidde tilbage på de billige soldaterpladser bagerst i lokalet. Alene i sådan cirka ti sekunder, før en anden soldat så sit snit til at “snuppe” mig fra Timmi ved at tilbyde endnu en balje champagne (og langt mere sofistikeret selskab end Timmi). Sådan gik det til, at jeg forlod ballet midt i det ondeste karnevalshow for at smutte rundt om hjørnet (altså rundt om hotellet) og spise Döner i gallatøj med en soldat i fin uniform semisent om aftenen i går. Verdens bedste döner, siger jeg jer! Da vi kom tilbage havde Timmi desværre fået et lille flip, men heldigvis havde jeg jo stor, bred soldat til at forsvare mig (og Daniel også, forresten) og sige at han bare kunne lukke i og ellers håbe, jeg gad danse med ham. Hvilket jeg ikke gad.

Jeg beklager det dårlige billede (havde kun det lille, billige kompaktkamera med i går), men der ses altså de rige, tyske mennesker i gang med at svinge træbenet. Om jeg også endte med at danske? Her ville jeg ønske, jeg kunne sige, at jeg slap. Men nej. Det gjorde jeg ikke, og kan dermed krydse endnu en ting af min bucket list – nemlig at danske med sjove soldater på fornemt bal.

Nogle af soldaterne i går var nemlig rigtig sjove. Köhler og Faust – begge to ufatteligt begavede dansere, seriøst! Hvis man formår at svinge mig (iført stilletter) rundt på et dansegulv, uden at jeg falder eller tror jeg skal dø, så er man altså ret god. Hvis man oven i købet kan lære mig at danse foxtrott og wiendervals, så er den hjemme. Således hændte det også, at Faust (eller Johannes, som jeg fik lov til at kalde ham, åh jeg er et heldigt asen) og jeg deltog i “lanciers for dovne mennesker”, aftenens sidste dans. Over for mig dansede en tro kopi af Harald Schmidt (så meget en kopi, at Johannes spurgte ham, om han var Harald Schmidt), så jeg kan sige, jeg næsten har danset med Harald Schmidt. Når parrene skulle blandes, gik han i hvert fald til den, ham den gamle mand. Hold nu op, han svingende mig rundt!

Og hvordan endte aftenen så? I en bar med tre soldater og en meget dyr whiskey. Og selvfølgelig i en taxa hjem.

 

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: