Om at sige “De” – typisk tysk den tredje

6 mar

Da jeg gik i folkeskole, lærte jeg at sige Hr. og Fru Efternavn til mine lærere, men tiltalte dem med “du”. Det var min tyske folkeskoles måde at blande tysk og dansk kultur på. Og det var fint, for det skabte en vis afstand til lærerne og gav dem en passende portion autoritet samtidig med at det var fortroligt nok til at vi kunne sige “du” til dem.

Så startede jeg på det danske gymnasium efter 9. klasse. Hvor lærerne jo unægteligt har en noget højere uddannelse end mine lærere fra folkeskolen, og hvor det pludseligt blev krævet af mig, at jeg tiltalte dem som jeg ville tiltale mine venner – med du og med fornavn. Det havde jeg det meget svært med i starten, så jeg gik faktisk meget udenom at nævne mine læreres navne, når jeg sagde noget i timerne, simpelthen fordi det lød så forkert i mine ører. Man vænner sig til meget, og i slutningen af gymnasiet var det da heller ikke noget problem for mig længere.

Universitetet fortsatte i samme dur som gymnasiet. En underviser bliver tiltalt med du og med fornavn – med mindre man som underviser var så heldig at have et godt klingende efternavn, så kunne tingene blive blandet lidt sammen (jeg nævner i flæng Gitte Sommer, Frølund, Elklit, Jørgen Møller) og ikke ende ud i det rene fornavns-kvadderi. For et eller andet sted kan jeg godt lide, den respekt, der bliver indgydet, ved at man ikke bare er på du og fornavn med alle og enhver.

Men det kan altså også blive for meget. Alt for meget. Og dermed kommer vi til endnu et typisk-tysk indlæg. Hernede siger man “De” og tiltaler ved efternavn – alle steder! Jeg er endnu ikke blevet tiltalt Christine og “du” af andre end mine naboer her på campus og tøserne i byen. Og det er underligt hele tiden at blive tiltalt “Frau Petersen” (eller endnu værre “Frau Michael Schoop Petersen”, ja det var den dag, de fandt ud af, at Michael er et efternavn og at jeg har tre efternavne). Især når det er jævnaldrene, der gør det! Normalen er jo ellers, at man tiltaler ældre mennesker og autoriteter med “De”, og det synes jeg er fint. Alt andet tager overhånd. Især hvis man så begynder at skelne mellem folk, der er et “De” værd og dem, der ikke er det. Og så bliver jeg sur. For det kan ikke passe, at jævnaldrene soldater hernede tiltaler mig med “De”, men rengøringsdamen med “du” – jeg spurgte dem om hvorfor i går, hvorpå de svarede, at de ikke kunne se fidusen i at sige “De” til den kvinde (ja, desværre var der tryk på kvinde) som gør rent efter dem. Jeg var målløs. Helt og fuldstændig målløs. Jeg tiltalte dem med fornavn og sagde, at hvis de havde det på den måde, så jeg ingen grund til at sige “De” til dem længere, for det var de heller ikke værd i mine øjne så. Arrogante mennesker, altså!

Skal man gøre sig fortjent til et “De”? Kan vi ikke bare blive enige om, at alle mennesker, der er en eller flere generationer over dig eller er autoriteter på en eller anden måde fortjener et “De”, indtil de selv tilbyder et “du”? Vi skal da ikke bruge det til at opdele os i gode og mindre gode mennesker! Jeg blir syg og vred af bare tanken!

Advertisements

2 kommentarer to “Om at sige “De” – typisk tysk den tredje”

  1. Stine K.A. marts 6, 2012 hos 3:43 pm #

    Nej man forstår bare ikke, hvordan folk kan få sig selv til at opføre sig sådan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: