Die Weisse Rose

6 apr

Der var ikke nogen, der gad skyde et kvalificeret gæt af i går. Så er jeg åbenbart lidt mere en historienørd end jeg lige gik og troede.

Billedet er selvfølgelig en Hvid Rose – oversat til tysk Weisse Rose. Under 2. Verdenskrig opererede en modstandsgruppe fra LMU (Ludwig Maximilian Universität) hernede, der kaldte sig Die Weisse Rose. Gruppen bestod af et par undervisere og en håndfuld studerende, dem man mest kender til i dag (eller burde, ifølge mig) er Hans og Sophie Scholl. Geschwister Scholl, som de oftest omtales i dag.

I går drog jeg ind til LMU for at besøge den imponerende filmkulisse, jeg kan huske fra filmen omhandlende “Die Weisse Rose”, især Sophie Scholls rolle i den forbindelse. Hvis nogen vil se den, hedder den “Sophie Scholl – the Final Days” (filmen er bestemt rigtig god, men som jeg har det med samtlige tyske film om 2. Verdenskrig, så kommer den sgu for tæt ind på livet af mig… især i det her tilfælde, pigen var på min alder, mand!). Filmen er optaget i München, selvfølgelig, og derfor har man naturligvis brugt de originale kulisser på LMU. I filmen gør især én scene et stort indtryk på mig; Sophie og hendes bror, Hans, er ved at dele endnu et flyveblad (jeg har dobbelttjekket, det hedder det faktisk på dansk!) ud. Egentlig vil de bare lægge det diskret uden for forelæsningssalene, men Sophie vælger at smide en stor bunke af dem ud fra øverste etage i aula’en og bladene vrimler ned igennem den imponerende sal. I virkeligheden var det vist ikke helt så tilsigtet, at flyvebladene skulle “falde ned”, de blev opdaget og anholdt. Fire dage senere blev de, sammen med et andet medlem af Weisse Rose, Christoph Probst, dømt til døden. Senere samme dag blev de henrettet.
Nogle af deres flyveblade var imidlertid nået til Englad, hvorfra den engelske Air Force mangedoblede dem og fløj dem ud over hele Tyskland i sommeren 1943, bare få måneder efter de unge menneskers død.

Det er en skrækkelig historie, men dens budskab er så vigtigt, og jeg synes det er imponerende, at der stadig i dag – og forhåbentlig i al evighed – står friske, hvide roser i aulaen, lyssalen, på LMU. Helt ærligt, så er det vel ikke en helt forkert historietime at komme med i dag, Langfredag? Med skyld og synd og forladelse og fred?

Jeg er ikke et omvandrende historieleksikon (åh, I wish!). Selvfølgelig kan jeg min tyske historie, men detaljerne i denne lille beretning stammer fra det smukke, lille mindesmuseum, der er indrettet bag aulaen på LMU. Hvis man er i München og interesserer sig for enten arkitektur (universitetet er tegnet af Gärtner, ligesom halvdelen af alle de andre flotte bygninger og must-sees i München) eller historie, så skal man altså tage et kig inden for på LMU.

Aulaen overvældede mig, både på grund af sin pragtfuldhed, men også på grund af den historie, der har udspillet sig i netop disse lokaler. Jeg tog en tur hele vejen rundt, på alle etager og blev helt eftertænksom. Modige, unge mennesker!

Jeg undskylder for billedspam og anbefaler alle et besøg på LMU. En rigtig smuk, fantastisk – og helt gratis oplevelse midt i München! Tag undergrunden til Universität (U3, U6), tag udgangen ved Geschwister Scholl Platz og gå ind i hovedbygningen!

 

Advertisements

En kommentar to “Die Weisse Rose”

  1. conny schmidt april 8, 2012 hos 9:51 am #

    Flotte billeder og flot beretning – jeg har faktisk selv set filmen og skammer mig over min manglende hukommelse på netop denne historiske hændelse!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: