Én fod foran den anden…

19 apr

… og det cirka 50.000 gange, hvis man går ud fra, jeg har en skridtlængde på en halv meters penge.

Jeg marcherede hele 25 kilometer i går. Det var – hårdt. Ja, gu’ var det hårdt. Vi lagde ud på campus omkring middag, hvor jeg blev befalet at marchere ud fra campus i formation med soldaterne. Det er ikke fedt, vil jeg lige sige. Især ikke hvis manden, der sætter tempoet har meget lange ben, som går meget hurtigt. Tak til Mutti for at lære mig, hvordan man kommer tilbage til takten, når man ryger ud af den!

Nå, men vi kom altså ud fra campus, og kunne så få lov til at gå i vores eget tempo. Ruten var markeret og der var tre forfriskningsposter på vejen. Jeg fulgtes bare med tøserne, det var meget rart ikke at skulle skynde sig helt vildt. Via gps og ur nåede vi frem til at godt tempo på omtrent 6 kilometer i timen, som vi alle kunne holde (vi havde jo også oppakning med). Da vi kunne se første post med drikkevarer blev vi nu alligevel ret glade allesammen. Der var faktisk både vand og Schorle, så vi manglede intet!

Fra venstre: Elli, Christine, Karo, Ines, Sarah, Claudi

Fra venstre: Elli, Christine, Karo, Ines, Sarah, Claudi

Som I kan se, tager man militære aktiviteter alvorligt, så jeg var meget tydeligt i mit civile kluns, og især fordi jeg havde lyserøde løbesko på! På vejen kom en go’ gammel Bayersk vandremand imod os og stoppede foran mig for at råbe højt “Mei, wo isch da iha Uniform?” Så ja, det var tydeligt, at jeg var meget ny i det militære cirkus, men ikke desto mindre, så holdt jeg altså ud!

Da vi havde rundet de 16-17 kilometer fik jeg vished for det, jeg anede: at det er muligt at få vabler under fødderne! Avs, hvor begyndte hvert skridt at gøre ondt! Vabler blir altså genereret lidt hurtigere, når man ikke går på asfalt, men på forskelligt, ujævnt underlag. Jeg kom dem lidt til livs ved at jogge et stykke af vejen, men ondt, det gjorde det nu. Så hjalp det lidt at synge sjofle soldatersange, meget højt i skoven.

Aaaaaaach, du schööööneeeeeer Weeeeeeeeeesterwaaaaaald.

Sådan gik det til vi nåede sidste formationspost, efter 24 kilometer. Den sidste kilometer skulle vi igen stille os pænt i formation og gå ind mod Arget og ind til kirken, der var vores mål.

Ved kirken blev vi modtaget af gamle mænd med store faner og så blev der holdt en lille andagt i kirken. Vi var meget trætte, det havde regnet en del på turen, så kolde var vi også – vi frøs meget i kirken. Faktisk, ja, så så vi kun frem til én ting (udover vores senge):

Gratis mad! Oh ja! Især, når der er SÅ meget kød, som på billedet. Det var overdrevet lækkert, og der var masser af det. Vi kunne godtnok næsten ikke gå fra kirken og hen til værtshuset, men bare tanken om mad fik os alligevel afsted.

Aftenen sluttede i bussen tilbage til campus, hvor det lille stykke fra kirken og hjem var en eneste, lang pinsel. Av,av for hvert skridt.

PS: Det er IKKE sjovt at prikke hul på kæmpevabler under fødderne! Er I godt klar over, hvor meget og langt, man skal prikke hul? Jeg siger det bare!!!!! Går jeg almindeligt i dag? Hm, jeg prøver!

PPS: Jeg er sgu sej nok!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: