Arkiv | juni, 2012

En dejlig fødselsdag!

30 jun

Jeg er så glad og lykkelig! Hvor har jeg bare haft en helt fantastisk dag!

Dagen startede med dejlige fødselsdagskort og en løbetur. Kom for sent afsted (8.30), for varmen var ikke til at holde ud! Vejret har været helt vildt i dag – 35 grader og høj, høj solskin! Puha.

Derefter mødtes vi i koret for at synge forskellige steder på campus. Det var rigtig hyggeligt og folk var meget søde og tog godt imod os. Til koncerten senere på dagen var kirken FYLDT til bristepunktet. Det var ret sejt!

Og jeg er blevet fejret! I tell you! Jeg har fået blomster, chokolade, saltlakrids (!), en München t-shirt, en bayersk kogebog, et tysk flag, vin…. og en masse dejlige fødselsdagsknus! For slet ikke at tale om Weissbier (og endnu en og endnu en) efter vores koncert i dag, da vi sag og hyggede os i den Biergarten, de havde stillet op herude i dagens anledning. Christine kom helt herud for at fejre mig og lagkagen var lige i øjet!

Aftenen har vi tilbragt ude foran bygningen på plænen med alpeudsigt, en flot solnedgang, en masse asti og dejligt selskab! Nu er jeg træt – og SÅ glad!

Reklamer

En fødselsdagsmorgen langt væk hjemmefra…

30 jun

… er ikke det allerværste, jeg ved. Men nu er jeg også lidt trænet i det med at holde fødselsdags langt væk hjemmefra 🙂

Dagen startede med dejlige fødselsdagskort og et stort tillykke-skilt, som min søde roomie har sat på mit spejl tidligt i morges 🙂 En dejlig ting at vågne til!

I går aftes lavede Christine, Claudi og jeg lagkager – et kæmpe projekt uden for Danmarks grænser. Der er ikke noget, der hedder lagkagebunde her (løsningen blev en “Rührteigboden” delt i to), for slet ikke at tale om creme! Havde man nu bare kunne putte budding i, så havde Dr. Oetker været min ven (tyskerne eeeeeelskeeeer åbenbart budding), men i stedet stod jeg i køkkenet i går og lavede hjemmelavet creme af halvanden liter mælk og seks æg! Kagerne tog en lille krig at smække sammen, til gengæld er de blevet flotte – og med hjælp i køkkenet var det bare hyggeligt!

De skal spises af koret efter vi har sunget afslutningskoncert til åbent hus-arrangement på kasernen i dag. Christine, min danske veninde hernede, kommer også forbi – så der er rigtige smagsløg til at bedømme lagkagen! 🙂 I aften har jeg inviteret de nærmeste soldatervenner her fra kasernen på lidt Asti og snacks. Asti’en var i øvrigt min fødselsdagsgave fra søde Claudi! 🙂 Hun må mene, soldater drikker godt til, for egentlig havde jeg allerede købt lidt vin 🙂

Nu vil jeg nyde solskinnet i mit løbetøj, derefter gå i bad og trække i en rød kjole! Som det sig hør og bør for en dansk fødselar, der higer efter lidt Danmark-feeling 🙂

De seneste dage

29 jun

Der er meget at fortælle. Vil prøve i små bidder:

– Eksamen lakker mod enden. Én opgave skal skrives færdig og så er jeg færdig med eksamen i denne omgang. Puha!

– Her er simpelthen så megavarmt. For varmt til eksamen.

– Tyske jordbær er altså ikke det samme som danske. De mangler… et eller andet!

– Jeg mangler danske jordbær til den lagkage, jeg skal bikse sammen i aften (eller de lagkager, må jeg heller sige). Sådan et lagkageprojekt er omfangsrigt uden for Danmarks grænser. Fandt nogle store, tykke bunde, som jeg forhåbentlig kan dele med lidt snilde og en god kniv. Cremen lavede jeg i morges (af halvanden liter mælk og otte æg, blandt andet! bobs op på creme dér!). Fløden er købt, det samme er jordbær og bananer. Pynten bliver smarties i mangel af flag og rigtige, flotte jordbær.

– Ja, jeg har faktisk fødselsdag i morgen. Not in the mood. Håber det kommer – for jeg glæder mig til at læse alle de fine kort, I har sendt til mig! TAK!!!

– Brugte i går 4 (!) timer på at finde en rød kjole, jeg kan bruge til korkoncerten i morgen. FIRE TIMER! Rød er IKKE min farve. Så er det sagt. Fandt slutteligt én, der går til knæet og kan bruges på stranden bagefter. Overvejer bare om den er liiiiiidt for hm… om der er lidt for lidt stof på den til kirken. Damn farvekoordinering til koncerter!

– Tyskland er ude af EM. Det er en skandale, hvis I spørger mine tyske venner. Okay, dommeren var måske lidt gal på den helt til sidst, men eller spillede de dér italienere altså godt. Er faktisk glad for at Tyskland er røget ud, for det betyder at projekt “Mein Bart für Deutschland” holder op! Ja tak – de fleste mænd hernede kan altså IKKE bære skæg.

– Der er åbent hus på kasernen i morgen. I den anledning hænger der en kæmpestor plakat af en lækker mand med sixpack i vores aula. Propaganda much? Hvor har han været de sidste 5 måneder? Jeg spørger bare…

– Om lidt er der officersudnævnelse i Hofgarten inde i byen. Jeg er på vej derind, det bliver spændende at se, hvor mange anti-Bundeswehr demonstrationer, vi render ind i. Jeg tager kameraet med!

Over and out!

Jeg har ramt en mur! (om universitetsbrok)

26 jun

Og den mur består af en masse økonomisk eksamenslæsning. Ikke fedt. Jeg vil bare være færdig, og jeg føler ikke, jeg producerer, når jeg forsøger at banke viden ind i min knold, som 1) jeg ikke har brug for efter kl. 10.45 på torsdag og 2) er opstillet på de mest barnlige pp-slides jeg længe har set.

Pyyyyyh (laaaangt suk).

Alt imens jeg kæmper for at få tiden til at gå, så jeg endelig kan få noget ferie hernede (det har været et laaaaangt semester), har Daniel fået ferie derhjemme, er AC blevet student (såååå stolt af dig!) og har alle andre dejlige mennesker sikkert også en masse spændende ting at tage sig til. Og jeg sidder her i dejlige München og kan ikke engang nyde det, fordi de ikke kan finde ud af at fordele deres workload hernede. Tag ikke på udveksling på UniBW. Jeg siger det bare. Tag til München, gør det, gør det, gør det! München er den fedeste by! Men hold jer LANGT VÆK fra UniBW. Magen til crap… ja, jeg siger det som det er, jeg fik solgt katten i sækken for hårdt, da jeg tog kontakt til universitetet i første omgang. Jeg skal snart evaluere på mig forløb, og hvad uni angår så blir det ikke for positivt. Hvis I overvejer at tage herned og ikke taler tysk, så hold jer endnu længere væk. Lige meget, hvor mange fine engelsksprogede seminarer I får lovet, så glem det  – de findes ikke i virkeligheden.

Nå, nok brok. Når man ser bort fra universitetsdelen, så er UniBW (det blir jo så bare til BW, haha) rigtig fint – dejlige mennesker, en masse fede aktiviteter og faciliteter. Men altså, det er jo bare ikke det, man vælger universitet efter, vel? Fagligheden – relevansen til statskundskab – halter virkelig! Det er i bund og grund nok derfor, jeg ikke gider læse op. Om karakteren hedder 02 eller 12 i sidste ende rager mig en høstblomst. For den er ikke givet i Aarhus – jeps, jeg er en snob hvad universiteter angår!

At producere..

24 jun

… hjemmeopgaver på samlebånd er ikke optimalt.

Jeg sidder nu på sidste af i alt fire (!!!) 20-siders hjemmeopgaver, som dette semester har budt på. Så savner man Aarhus, hvor ét semester maksimalt kan munde ud i 3 af sådanne opgaver – vel at mærke som de eneste eksaminer! Hernede har jeg, ud over helvedesopgaverne, også en skriftlig eksamen. Som er på torsdag. Som jeg ikke har læst op til endnu. Too bad.

Jeg skriver på 11. side om forholdet mellem Kongressen og Præsidenten i amerikansk udenrigspolitik. Jeg kritiserer en go’ mand, der mener at Kongressen er blevet mere inddraget siden 1970’erne ved at banke ham i hovedet med Reagan og dennes konsekvente afvisning af War Powers Resolution. Det lyder spændende, ikke? Det er det virkelig heller ikke! I det mindste har jeg da lært lidt om de store skandaler i amerikansk udenrigspolitik i 80’erne. Og at ham der Reagan ikke var for sjov. I mit hoved har han altid bare været ham der skuespilleren, der blev præsident. Og det siger meget om min interesse for USA. Pretty much non-existant (burde jeg måske ikke sige som Ba.Scient.Pol. – men altså min styrke er bestemt IKKE international politik, jeg holder mig pænt til administration og forvaltning).

Nå, nok om det. Jeg hører Daniels fine sommer-playlist på Spotify (tak Gud for det, i øvrigt!) og banker lige nogle flere sider af, ikke? Jo flere jo bedre!

Fall im Karwendelgebirge!

23 jun

Dér var Claudi og jeg i dag. Vi pakkede Claudis bil tidligt i morges og kørte ellers afsted mod Alperne. Vejret var fantastisk. Vi vandrede, klaterede, soppede, forcerede bjergfloder, snakkede og hyggede helt vildt!

Jeg vil lade billederne tale for sig selv – her er smukt!

Vi sluttede vores udflugt med at køre forbi en mark med en masse pluk-selv jordbær og spiste Brotzeit i den fineste Biergarten med udsigt over Alperne (og så lavede de fantastisk Sauerkraut!)! Alt i alt en fantastisk dag!

Du ved, din tid i München lakker mod enden, når…

22 jun

… du stirrer ekstra meget på bjergene (selvom du burde stirre på din hjemmeopgave) henover skrivebordet…

… du husker dig selv på at drikke en sidste kop varm kakao på Trachtenvogel, selvom der er +30 grader.

… du kigger lidt ekstra på de grønne uniformer (tænk nu, hvis jeg kom til at savne dem… som om!).

… du skriver lange lister med souvenirs, du skal huske at købe med hjem. Lange, lange lister.

… du skriver mindst lige så lange lister over ting, du lige skal gense, inden du rejser tilbage. I flæng kan nævnes LMU, Hofgarten, Maximilianeum, Eisbach, Marienplatz, Frauenkirche, Viktualienmarkt.

… du også har en “jeg kan ikke rejse herfra uden at have set/været på …”-liste. So far på denne er Schloss Nymphenburg og Olympiaberg. Jeg har faktisk været en aktiv turist i min tid hernede!

… du fryder dig over at bide i en Brezen og smøre den ind i Obatza og endda synes, det er den bedste buffet, du har fået længe, hvis det eneste kød, der serveres er Leberkäs (tak for i går, forresten!). Dertil drikker du naturligvis kun Weizen og det endda med største velbehag (og lidt vemod).

… du skriver hjemmeopgave iført Dirndl (suk). Nej, ikke kun fordi alt andet tøj er enten beskidt eller for varmt.

Manner, det er jo sommer – alle har sommerferie og jeg kan ikke mærke the feeling! Om otte dage har jeg fødselsdag og jeg er slet ikke i det dér “wow, det er snart, hvor spændende”-mood. Dagene smelter sammen med oplevelser og eksamensræs… kan vi udskyde min fødselsdag i år? Til min egentlige “terminsdag”? Fino, 21.juli it is så!

Jeg kan ikke overskue at forlade München og dets dejlige mennesker. Jeg kan heller ikke overskue at blive hernede. Dilemma!