Arkiv | juli, 2012

Hej Danmark

14 jul

Så er det slut. Farvel, München. Hej, Aarhus.

I onsdag kom jeg hjem – efter en lang, men ganske fin togtur igennem hele Tyskland. Fra syd til nord. Og de sidste par dage har været hektiske. Først så har jeg fået set familien – og så smuttede Daniel og jeg til Aarhus for at få sat skik på vores første fælles hjem. Ja, vi bor sammen for real nu og jeg elsker det allerede. Og how could I not? Jeg behøver ikke undvære ham et eneste sekund. Og så igen – det er jo lidt hektisk, som sagt, og han er allerede godt i gang med at arbejde, så han rammer først lejligheden sent i aften. Øv. Savner ham.

Vi har været i IKEA (til den helt store guldmedalje!), vi har malet stort set hele lejligheden (manner, det tager lang tid at tape et minirum af med malertape, hvis der er hele fire døre i rummet), alting roder (både mit gøgl fra et halvt år i udlandet og så alt det andet random gøgl, der fylder, når man flytter sammen og renoverer på samme tid). Men vi elsker det! Vi kommer på plads stille og roligt, lige som det passer os. Ind i mellem skal vi arbejde en del begge to (men tak for arbejde i disse tider, ikke?) og huske at nyde hinanden rigtig meget. Om lidt forsætter jeg med endnu en etape her i lejligheden. Vil gerne nå så meget som muligt inden i aften, så jeg kan overraske Daniel, når han kommer hjem fra arbejde. Og så vi kan komme lidt tidligere i seng… for meget søvn har vi ikke fået, på en eller anden måde tror man, at det bare lige tager et par timer at male et badeværelse. Det gør det så ikke, kan jeg fortælle jer. Nærmere tager det fire-fem (damn you underlige vinkler, underlige rør, underlige huller i væggen, som tidligere lejere har lavet).

Nå, men jeg kom jo hjem fra München. Den sidste uge var hektisk, ville nå for meget – og havde derfor travlt. Det blev til middage med venner, en sidste hyggeaften med koret (som sang farvelsang for mig, puha – den var hård!), diverse administrationsfis, der skulle ordnes, solbadning i Riem, shopping (for meget!) og en sidste gensyn (for nu) med mine ynglingsspots i München. Og så blev værelset pakket ned, gjort rent og afleveret. Og pludselig stod vi på München Hbf og kunne kigge på vores tog, der gjorde klar til afgang. Wow, hvor blev det sidste halve år lige af?

Jeg vil altid mindes det med glæde – det har været hårdt, rigtig hårdt. Jeg har været udfordret – meget. Men jeg har klaret det, og det er jeg hamrende stolt af. Jeg har møde de mest fantastiske mennesker. Jeg savner dem allerede! Jeg har lært at elske München – det var ikke svært. Jeg er vågnet til alpeudsigt. Jeg har overlevet i en mandsdomineret verden. Og vigtigst af alt – det, jeg aldrig nogensinde vil glemme – så har jeg set min smækre, vidunderlige Daniel gå på knæ og give mig en flot ring (og jeg gav ham et hulkende “JA”).

München – du har været pretty awesome.

Offiziersbeförderung

2 jul

Som nævnt, var jeg i fredags med, da 600 officerer blev udnævnt. For første gang i UniBW’s historie foregik det ikke på kasernen, men inde midt i byen – i Hofgarten.

Eventen startede med en gudstjeneste i min ynglingskirke hernede – Theatinerkiche på Odeonsplatz. Derefter fortsatte vi over mod Hofgarten, hvor selve udnævnelsen foregik. Der var sådan cirka 40 grader, vi svedte tran (og jeg havde ondt af de kamerater, der havde taget deres uniform på til ære for dem, der skulle udnævnes). De stakkels officerer-to-be stod i knaldsolskin – i formation, vel at mærke i to stive timer! Dem af dem, der kunne holde til det, vel at mærke! Omkring 60 af dem besvimede. Det var helt surrealistisk at se på dem. Bang, så blev én mere givet ud bag i de pæne, lige rækker. De havde ligefrem øvet, hvordan man skulle gøre, hvis én besvimede. Av mand!

Billedstorm fra dagen.
An meine soldatischen Freunde: falls ein Foto in Uniform nicht okay ist, bitte anschreiben – ich lösche es natürlich umgehend!

(en glad officer-to-be)

Der er to sider af alle sager, og uden at blande mig synderligt i den status, militæret her hernede, vil jeg sige, at jeg selv næsten udelukkende har mødt utroligt velovervejede og kompetente unge mennesker – hjælpsomme, venlige, åbne – jeg kommer til at savne hver og én af mine “Soldaterkamerater”! Desværre er billedet af militæret stadig meget præget af 2. Verdenskrig. Fair nok – man skal have lov til at udtrykke sine holdninger, men jeg synes det var skræmmende at træde ud af kirken og være vidne til den modtagelse, mine venner i uniform fik.

Stor ros til politiet, der havde lukket hele Hofgarten hermetisk af – ingen kom ind uden taskekontrol eller bodysearch!

Det var en rigtig smuk dag og en oplevelse, jeg er glad for at have taget med!

Fødselsdagsglimt

1 jul

Et par billeder fra i går…

Jeg har verdens sødeste roomie! Se, hvad jeg havde hængende på mit spejl?

Christine med 1 af de 2 lagkager, vi fik bikset sammen aftenen før. De blev rost – og rub og stub spist!

Om eftermiddagen stod den på bigband-musik og hygge i den opstillede Biergarten på campus. Super hyggeligt!

Jeg har fået smukke blomster:

Og så mange andre, fine gaver: