Arkiv | Erasmus-processen RSS feed for this section

Jeg har ramt en mur! (om universitetsbrok)

26 jun

Og den mur består af en masse økonomisk eksamenslæsning. Ikke fedt. Jeg vil bare være færdig, og jeg føler ikke, jeg producerer, når jeg forsøger at banke viden ind i min knold, som 1) jeg ikke har brug for efter kl. 10.45 på torsdag og 2) er opstillet på de mest barnlige pp-slides jeg længe har set.

Pyyyyyh (laaaangt suk).

Alt imens jeg kæmper for at få tiden til at gå, så jeg endelig kan få noget ferie hernede (det har været et laaaaangt semester), har Daniel fået ferie derhjemme, er AC blevet student (såååå stolt af dig!) og har alle andre dejlige mennesker sikkert også en masse spændende ting at tage sig til. Og jeg sidder her i dejlige München og kan ikke engang nyde det, fordi de ikke kan finde ud af at fordele deres workload hernede. Tag ikke på udveksling på UniBW. Jeg siger det bare. Tag til München, gør det, gør det, gør det! München er den fedeste by! Men hold jer LANGT VÆK fra UniBW. Magen til crap… ja, jeg siger det som det er, jeg fik solgt katten i sækken for hårdt, da jeg tog kontakt til universitetet i første omgang. Jeg skal snart evaluere på mig forløb, og hvad uni angår så blir det ikke for positivt. Hvis I overvejer at tage herned og ikke taler tysk, så hold jer endnu længere væk. Lige meget, hvor mange fine engelsksprogede seminarer I får lovet, så glem det  – de findes ikke i virkeligheden.

Nå, nok brok. Når man ser bort fra universitetsdelen, så er UniBW (det blir jo så bare til BW, haha) rigtig fint – dejlige mennesker, en masse fede aktiviteter og faciliteter. Men altså, det er jo bare ikke det, man vælger universitet efter, vel? Fagligheden – relevansen til statskundskab – halter virkelig! Det er i bund og grund nok derfor, jeg ikke gider læse op. Om karakteren hedder 02 eller 12 i sidste ende rager mig en høstblomst. For den er ikke givet i Aarhus – jeps, jeg er en snob hvad universiteter angår!

Reklamer

Livin’ la vida Erasmus

25 mar

Min aften har budt på lidt Schorle og pizza ved Münchner Freiheit i det dejligste aftensolskin med en hel flok internationale studerende. Der blev snakket lidt engelsk, lidt tysk, lidt fransk, lidt spansk, lidt italiensk og en smule arabisk. Og det var super hyggeligt.

Nu er jeg klar til at kæmpe imod paskontoret hernede i morgen. Hvis ikke de snart får fikset deres chipkort problem, så kan jeg godt snakke med store bogstaver. Og jeg har Aarhus Universitet i ryggen, så det kan godt blive spændende og lidt for pikant for den stakkels administration hernede, hvis de lige pludselig ikke bare kan sende et helt arbitrært (og i øvrigt kæmpestort) antal soldaterstuderende til Aarhus! De skal altså behandle mig ordentligt!

Men nu: mere opgave. Og lidt skype med Daniel.

Blær

16 mar

Vi har 20 grader. Høj solskin. Alpeudsigt. Fuglekvidder. Kold Apfelschorle. Fredag! Jeg tror faktisk ikke, det kan blive meget bedre.

Min dag startede med at jeg gik op til hovedbygningen for SOWI, for i dag blev listerne til forårstrimesteret hængt ud – dvs. man kunne skrive sig på til de fag og seminarer, man gerne vil følge. Selvom jeg til hver en tid kan trække danskerkortet og komme på de hold, jeg gerne vil (selvom de er fyldt), tog jeg tidligt afsted, for det dér forskelsbehandling synes jeg ikke er fair for de andre. Heldigvis var jeg i god tid, og ingen af listerne var fyldte endnu. Jeg valgte det, der lød mest politisk, så det kan blive godkendt i Aarhus (for jeg siger jer, halvdelen af fagene er enormt historiske… og lyder lidt tamme). Jeg har nu:
1) Institutioner og deres udvikling
2) Amerikansk udenrigspolitik
3) Udviklingen af den islamiske diskurs i Vesteuropa
Og aaaalt for mange timer og hjemmeopgaver, der skal skrives. Men jeg er klar – bare kom an!

Derefter tog jeg et smut til Perlach for at købe lidt sommertøj, bare et par t-shirts. Man går så nemt til i den her varme! Om lidt skal jeg over til de gutter, jeg skal til koncert med i morgen for at lave kostumer. Ugh. Det skal nok blive…. øhm, interessant. Men hey, fik jeg sagt at solen skinner og vi har 20 grader? Jeg siger det gerne igen!

Kære Aarhus Universitet, I er nogle kegler!

1 mar

Som i virkelig, virkelig nogle kegler!
Inden jeg tog afsted, fortalte jeg internationalt center i Aarhus om min plan om kun at tage 20 ECTS-point af min kandidatuddannelse her i München, til dels fordi nogle af fagene var knap så spændende, men også fordi det hele er på tysk (pensum, undervisning, eksamen) og derfor – selv for mig som tysktalende – kræver en ekstra indsats. Internationalt center sagde, det var en fin plan, så længe jeg tog 20 point ville de indstille mig til et stipendium.

Så fortalte jeg samme plan til medarbejderne på mit eget institut, Statskundskab. De sagde ikke så meget, bad mig om at aflevere en learning agreement, som de så underskrev. Jeg havde altså styr på det hele – indtil i går, da de skriver til mig fra Statskundskab i Aarhus og beder mig tage 30 ECTS (en måned inde i mit forløb, vel at mærke!). Nå, 30 point ligefrem? Nu forholder det sig jo imidlertidigt sådan, at jeg er i Tyskland, tager det hele på tysk – og i trimestersystem. Da jeg ankom midt i et trimester, har jeg kun haft mulighed for at følge et seminar hernede, som giver 7 point. Planen var derfor at jeg i næste trimester skulle have to seminarer og dermed i alt få21 point ud af mit ophold hernede – helt perfekt, hvis I spørger mig. Nu skal jeg derimod skrabe 23 point sammen på næste trimester – hvilket jeg faktisk kun kan fordi jeg er udvekslingsstuderende, for de almindelige studerende hernede kan kun komme op på 21 point på det trimester, jeg starter på til april. Det er det rene gak, siger jeg jer! Mine fag for næste trimester bliver derfor nu som følger:
1) Institutioner og udvikling – forelæsning og øvelsestimer, 4 undervisningstimer om ugen. Giver 7 point.
2) Amerikansk udenrigspolitik og teoretisk tilgang til Counter-Insurgency, forelæsning og øvelsestimer, 4 undervisningstimer om ugen. Giver 7 point.
3) Staat, Religion og Kultur, Den Islamiske Diskurs i den Vestlige Verden, Seminar og øvelse, 4 undervisningstimer ugentligt, giver 12 point.
Som følge af de militære pligter, soldaterne hernede har, er onsdag eftermiddag undervisningsfri og fredag helt undervisningsfri. Derfor har jeg timer mandag morgen, onsdag morgen og HELE torsdag (ja, fra kl. 9.oo til kl. 17.00 – hvis det lykkedes mig at være hurtig nok til at skifte lokaler mellem timerne).

Kære Aarhus Universitet, I har faneme kokset med denne her trimester-aftale! Det holder jo ikke en meter, vel?

I dag kan jeg dog muntres op af, at karakterne hernede ikke er kompatible med de danske, og jeg derfor kun kommer hjem med bestået/ikke bestået – med andre ord skal mor her bare skrabe sammen til et dansk 2-tal – og så lade den danske charme spille hos de tyske undervisere, der skal rette de 4 (!!!) hjemmeopgaver, jeg skal banke af i løbet af min tid hernede. Var der nogen der sagde kvantitet frem for kvalitet?

Et lille pip

3 feb

her fra mig en fredag aften.

Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at have mennesker omkring mig. Mennesker som jeg holder af. Og at lige meget hvor mange ligegyldige tekster om tysk højreekstremisme, man læser og ligemeget hvor mange lange ture, man går og lige meget, hvor mange gange man rydder op i sine ting, så går tiden virkelig langsomt, når man bare er i sit eget selskab.

I morgen tager jeg ind til München. I mit eget selskab. Med min gode ven, Canon. Og min anden gode ven, skiundertøj. Måske også min tredje gode ven, Visakort.

Jeg har skrevet til PAUS, der er min udlejer. Har krævet, som i KRÆVET, at badefaciliteterne bliver kønsopdelte. Ellers holder jeg selv et husmøde. Sgu. Det er altså underlige tilstande. Come on, militær. Se noget porno, hvis I absolut skal se på kvindekroppe. Og lad mig så ellers bade i fred. Sagde jeg!

Kulturchok

2 feb

Jeg var forberedt på, at min ankomst ikke ville blive en dans på roser. At forholdene hernede ville være helt anderledes end dem, jeg var vant til i Aarhus. Alligevel kommer det nu bag på mig, hvor meget jeg indtil videre bare har accepteret.

Rejsen herned var uproblematisk. DSB var kun 20 minutter forsinket, og tjek-in i lufthavnen i København gik også smurt, selvom jeg blev gennemraget af en mandlig securitymedarbejder ved sikkerhedstjekket. Note to self – rejs i andre sko næste gang og skæld manden ud, hvis han bare rager! Flyturen var behagelig, selvom der var ret koldt i maskinen. Begge mine bagagestykker var velankommet, og jeg fandt Tim i ankomsthallen. Eller, jeg fandt mand i uniform, som heldigvis viste sig at være Timmi, jubii. Den berømte Zweisitzer viste sig at være en fancy sportsvogn, nærmere bestemt en Chrysler af en art og inden længe havde jeg så prøvet at ramme de 200 kilometer i timen på motorvejen i myldretiden. Halleluja.

Så vidt så godt. Første bratte opvågning fik jeg, da vi nærmede os universitetet. Sikkerhedskontrol! Angivelse af faretrin, bobs. Universitetet huser hele det tyske militærs næste generation og er derfor under konstant terrorbeskyttelse. Det er uhyggeligt at tænke på. Ind kom vi da, forbi en masse mænd i store, armygrønne uniformer. Efter en mindre køretur på små stier holder vi foran en meget lang bygning, som hernede bliver kaldt Alcatraz. Sjovt. Endnu sjovere, at jeg skal bo i den. Haha. Vi få bugseret mine tasker op på første sal og låser døren ind til værelse 1522 op – scheisse. Timmi havde fortalt mig, at værelset ikke levede op til militærets hygiejnekrav, da han tjekkede det inden han tog ud i lufthavnen. Sjovt nok var der ikke sket noget i mellemtiden. En køjeseng, to skriveborde, to skabe og en håndvask står i det her meget triste, hvide rum med tre meter til loftet og betongulve med gråt vinyl. Meget forfalden, ret beskidt. Resten af gangen er næsten ubeboet og der er fælles toilet og badefaciliteter, vel at mærke ikke kønsopdelt. Jeg sluger lige kamel nummer et. Kamel nummer to er det fælles tekøkken, som man ikke engang kan lave te i og den lille bitte luge i køleskabet, jeg har fået tildelt, som jeg først skal have gjort ren. Når jeg finder andet end opvaskemiddel og en karklud, der lugter råddent.

Dernæst det mere praktiske – en Skypedate med Daniel. Nåhr ja, internet er jo mega farligt, kæmpe sikkerhesfail, så 1) intet trådløst netværk (farvel iPad, det var lige så hyggeligt) og 2) man skal aktiveres af folk, der er meget højt oppe i bureaukratiet. Som selvfølgelig var taget hjem. Nå. Kamel nummer to. Heldigvis var Timmi sulten, så vi tog over i Branderl, som er en slags restaurant her på militærområdet og spiste pizza. Rart. Derefter fik jeg set Timmis værelse, som er meget mere nice end det skrammel, jeg sidder i. Nå. Kamel nummer tre. På hovedet i seng. Op at tisse to gange om natten (tredive meter ned af gangen, HVER vej. Nå).

Næste morgen rammer ensomheden mig helt vildt og voldsomt. Græder en lille smule og savner Daniel rigtig meget. Tager mig sammen og finder mit pas og mit learning agreement, som jeg tager med op til PAUS (Pas- und Ausweisstelle). Der skal jeg hente et chipkort, som giver mig mulighed for at komme ind på universitetsområdet uden at tage hovedporten, som ligger langt væk fra værelset. Der er måske en kilometers penge op til PAUS, men jeg fór vild og det tog mig fyrre minutter at gå derop. Stor militærmand i uniform giver mig et formular, som jeg skal udfylde, dernæst aflevere hos international office og dernæst sende til universitetets kansler, som skal udfylde det og så via intern post sende det tilbage til PAUS. Flot. Flere dage uden tilgang til området lyder bare ikke nice. Men okay, jeg er kommet til bureaukratiets helvede og accepterer. Går videre til computercenteret, for at få en tilgang til internettet. Det kan jeg ikke få uden en indskrivelse, som jeg skal have på Prüfungsamt (Eksamensadministrationen). De har lukket, men sekretæren fortæller mig, at de skal bruge mit studentereksamensbevis og mit bachelorbevis. Fint, tænker jeg, det har jeg på computeren. Nå nej, jeg kan jo ikke komme på netværket og dermed heller ikke printe det ud. Fornemmer I mønsteret?

Tager hjem igen og føler mig som en mega fiasko. Begynder at rydde op på værelset og gøre rent. Tager en lille middagslur. Senere kommer Timmi forbi og spørger om jeg har fået styr på tingene. Ja, flot. Føler mig igen som en mega fiasko. Vi tager forbi Daniel Mook i international office, som endelig har åbnet. Underskriver, at jeg er kommet fra Aarhus til München, ret ligegyldigt. Hr. Mook mener til gengæld, han kan gå uden om Prüfungsamt, og dermed skaffe mig adgang til internettet uden en indskrivelse. Vi prøver dog lige Prüfungsamt, for i mellemtiden har jeg hentet en usb-stik og lagt studentereksamen og bachelorbevis på den, som Hr. Mook printer ud. Prüfungsamt er dog stadig lukket, og de åbner først mandag (i dag er det torsdag). Vi går videre til PAUS, for Hr. Mook fortæller, at de allerede har ansøgt om et chipkort til mig. Vi ankommer til PAUS og jeg får heldigvis mit chipkort – med samt en gul papseddel med militærstempel, som jeg ALTID skal have på mig, og som IKKE må blive krøllet, og skulle jeg ikke have den på mig, ryger jeg fluks ud. Nå. Hr. Mook og Timmi tager med tilbage til værelset for at se, om de ikke kan åbne op for mit internet. Vi nørder en lille time, men intet sker.

Timmi og jeg tager derefter ind til rådhuset i Neubiberg for at melde mig som tilflytter. De skal også bruge min indskrivning, men damen bag skranken siger, at de normalt bare skriver soldaternes kærester ind på soldaternes værelser. Nå. Jamen jeg er altså megapissemeget ledig og Timmi er altså ikke min kæreste og jeg vil altså gerne have min egen adresse. ALTSÅ! Hun smiler lidt og siger, ”jamen I ser jo så fine ud sammen”. Hm, føler mig lidt ramt og tænker, det er fordi jeg ikke nåede i bad i morges. Sorry, Timmi, men altså, du er ikke nogen Daniel. I øvrigt spørger hun også til civilstand og religion, hende damen. Mærkeligt land, det her (og ja, hun spørger også, om Michael er et pigenavn i Danmark). Nå, men det lykkes alligevel (takket være gul papseddel) og nu har jeg altså en adresse her. Werner Heisenberg Weg 106/1522, 85577 Neubiberg, Deutschland. Send noget, please. Et eller andet. Gider ikke kun modtage reklamer for pistoler.

Så bliver det crazy, for nu skal vi handle ind. Wow. Bruger næsten to timer i Kaufland på at købe lidt madvarer og mælk (som er langtidsholdbar, for ellers er den for fed, ADR!). Og selvfølgelig køkkengrej, for det dér klamme køkken bliver jo ikke til et køkken af sig selv, vel? Køber en pande, en kniv, et bræt, lidt bestik, en madkasse og en skrællekniv og venter på at Timmi snart inviterer i IKEA (for det har han lovet, ham og hans makker skal nemlig snart spise billige köttbullar). Nåja, og så køber jeg et tysk simkort. Nummeret har jeg lige brugt 6 minutter (dansk telefontid, vel at mærke, lortedyrt) på at fritaste og det burde være klart om et til to døgn, kæft hvor effektivt. Men ring eller skriv til +49 160 4542719. Jeg tjekker dog også mit onfone nummer en gang imellem.

Nå, nu er jeg kommet hjem. Der bor en pige over for mig på gangen, hun arbejder på tandlægeklinikken her på området. Fedt med mennesker! Har haft skridttæller på i dagens anledning – alt bureaukratiet har gjort, at jeg indtil nu (kl. 19.46) har taget hele 24.637 skridt. Nå. Må hellere snakke med ham, der har nøglen til kælderen, rygtet siger, at der er gamle lortecykler dernede. Så vidt så ringe.

Nå ja, dagens gode nyhed. Timmi har skaffet mig adgang til et seminar om højreekstremisme. Første lange dag er 17.2 (9.00-17.00) og jeg har købt kompendiet (udelukkende på tysk – what?!) og glæder mig til at have noget fornuftigt at tage mig til nu. At der går næsten en måned mellem forelæsningsdagene er underligt, men noget, der vist er meget normalt hernede. Timmi har dog lovet, at jeg ikke bliver ensom, for jeg kan bare hoppe over i deres køkken og hilse på. Og på onsdag har jeg en aftale med mig selv om at hoppe forbi universitetskorets korprøver. Sig ikke, at jeg ikke prøver at socialisere med disse mærkelige mennesker!

Jeg synes det hele er så latterligt at jeg bare griner af det. Seriøst. Det går sgu nok det her. Jeg vil bare skype med min dejlige kæreste, det er virkelig alt jeg beder om lige nu. Skype anses desværre også som en sikkerhedstrussel, så det kommer nok ikke til at køre optimalt. Nå. Hvor mange kameler er vi oppe på? Jeg bearbejder kulturchokket stille og roligt, det går sgu nok det her.

PS: Red mig!
PPS: Send skummetmælk.

En uge tilbage

24 jan

.. eller rettere, otte dage.

Men onsdag i næste uge tæller ikke, for hele dagen bliver tilbragt med at rejse, først i tog og så med fly. Så – one week to go. Jeg er så småt ved at have styr på de administrative stumper, der mangler, inden jeg kan glæde mig til mit udvekslingsophold. SU-kontoret mangler en kopi af den studieaftale, Aarhus Universitet har indgået med mit værtsuniversitet i München, så den skal jeg lige cykle forbi med inden for de nærmeste dage. SU vil jeg ikke så gerne undvære, trods alt 🙂
Derudover skal jeg tage en sidste snak med Internationalt Center her i Aarhus, inden jeg drager afsted. Det er mest for at give mig ro i sinde – hvis der skulle være noget rod eller nogle manglende papirer, er det trods alt nemmere at få styr på herhjemme end i München. Det er alligevel ikke helt ligetil, det dér udveksling! Og jeg har endda gjort brug af en eksisterende udvekslingsaftale – jeg tør slet ikke tænke på, hvor omstændig (og dyr, ej at forglemme) processen havde været, hvis jeg selv skulle have organiseret hele opholdet. Pyyyyyh.

Angående formularer, regner jeg med at vende stærkt tilbage og skrive lidt om selve ansøgningsprocessen, optagelsesprocessen og det yderst vigtige dokument – learning agreement i senere indlæg. En god tre-trinsraket for Erasmus-ansøgninger er:
1) Søg i god tid – det gør sig gældende både i 1. og 2. runde
2) Husk, at du ikke automatisk er optaget på dit værtsuniversitet, fordi du har fået tildelt en plads hjemmefra. Søg om optagelse på dit værtsuniversitet (oftest kan dit hjemmeuniversitet hjælpe dig med en kontaktperson, som hjælper dig i ansøgningsprocessen).
3) Vælg’ fag! Udforsk de kursuskataloger, dit værtsuniversitet har, og vælg’ fag i god tid, så dit universitet herhjemme kan nå at vurdere dit faglige udbytte, inden du tager afsted (det gøres ved at du anmoder om at få dine fag godkendt på dit fakultet). Det mindsker risikoen for, at du ikke kan få meritoverført dit studieophold, når du kommer hjem igen (og det er lidt af et mareridt).

Jeg er glad for, jeg har overstået det værste administrative vrøvl og vil nu bruge sidste uge i Danmark på at glæde mig til mit ophold i München!