Arkiv | Historietime RSS feed for this section

Mig.Meget.Træt.Bum.

21 jun

Dagen i dag, d. 21.6.2012, markerede flere afslutninger:

Forårets. I morgen er det sommer (selvom hedebølge-høj luftfugtighed-f*** hvor sveder vi hele tiden siger det længe er sommer).

Undervisningen. I dag har jeg haft sidste forelæsning på UniBW München. Underligt (og fedt på samme tid).

Hr. Wolffsohns aktive arbejdsliv som universitetsprofessor. Den del af dagen har fyldt meget – både i hovedet og rent tidsmæssigt.

For flere uger siden trak han mig til side efter seminaret. Spurgte, om jeg havde lyst til at komme til hans afskedsreception, hvor han ville holde sin afskedsforelæsning og fortælle om sin 30-årige karriere på UniBW. Jeg blev lidt perplex, pladserne til denne begivenhed var meget begrænsede, men jeg blev også meget positivt overrasket og skyndte mig at takke ja.

Jeg blev ikke skuffet! Ikke nok med at jeg har givet hånd til hele tre (!) medlemmer af den tyske Bundestag (de var vist alle fra “de Grünen” og jeg kan sgu ikke huske, hvem de var, men jeg blev pænt præsenteret som “den fabelagtige danske udvekslingsstudent”), set den øverste fister inden for militæret og hørt rigtig flotte taler og en underholdende og samtidig tankevækkende afskedsforelæsning holdt af Hr. Wolffsohn, så er det blevet tydeligt for mig, hvilket koryfæ denne her mand er inden for den tyske politiske historie og især inden for forskningen omkring Holocaust og Israel/Palæstina. Han har som søn af flygtede jøder rakt hånden ud til det tyske samfund (og endda deres udskældte militær), debatteret med om jøders rettigheder – ja generelt debatteret med om alt stort som småt i det tyske samfund og stadig formået at være elsket af sine studerende. Jeg blev ret overvældet. Virkelig. Selv har jeg “kun” læst tre af hans 30 bogudgivelser i forbindelse med mit seminar hos ham – og uden lyv vil jeg sige, at jeg glæder mig til de sidste 27 og håber, han producerer noget mere, nu hvor han har så dejlig meget tid til det (som han selv siger). Jeg har virkelig oplevet noget i dag!

Ellers så går livet sin sædvanlige vej; jeg skriver opgave, læser til skriftlig eksamen, bøvler med bureaukratiet, nyder solskin i München, savner Daniel, hygger med tøserne – både her på uni og inde i byen og glæder mig til lørdag, hvor Claudi og jeg kører mod Köningssee for at sole os, bade og vandre i bjerge.

Ahhh, life is gooooood!

 

Reklamer

Russendisko eller et forsøg på at lovprise tyske film

23 apr

Biografturen i går var et hit. Et kæmpehit. I min verden har “Russendisko” helt klart stort fremtidspotentiale – vi snakker “Goodbye Lenin”-kategorien. Jeg er muligvis lidt farvet, for jeg er altså ret vild med Wladimir Kaminer og alle hans finurlige bøger som beskriver, hvordan det er at være russer i Tyskland.

Men filmen er ganske fantastisk. Jeg elsker de dér lidt skæve, anerkendte tyske skuespillere, som fx Mathias Schweighöfer, der altså spiller Wladimir Kaminer i “Russendisko” (andre skæve hoveder, der er ganske fantastiske er Daniel Brühl eller Stipe Erceg). De spiller så ærligt og helt “in-your-face”-agtigt. Det er smukt og intimiderende på samme tidspunkt. Ahrj men, det rammer bare helt rigtigt hos mig. Giv mig hellere ti film som “Russendisko” end én “over-the-top billion dollars filmproduktion fra over there”.

Handlingen er ganske nøgtern; efter murens fald åbner DDR op for russiske jøder for at undskylde deres rolle i Israel-problematikken efter 2. VK. Tre unge russiske mænd (Wladi, Michi, Andrej) rejser afsted for at prøve lykken. Én af dem er ikke jøde, så efter tre måneder udløber hans visum og gutterne må finde en udvej, så han ikke bliver sendt tilbage til Rusland – han skal giftes med en tysk kvinde! Det er rammefortællingen, der er krydret med humor, naivitet, fantastisk musik, looooooooove og historiske facts. Det hele foregår selvfølgelig i det smukke Østberlin. Jokes’ene spænder fra den albanske indvandrerfamilie, der vil åbne Berlins første albanske restaurant, men efter at have sonderet markedet finder ud af at det er bedre for dem at åbne et pizzaria, hvorfor de går til italienskundervisning i stedet for tyskundervisning til “den russiske radiolæge”, der sendes hver søndag fordi russerne ikke stoler på de tyske læger (og denne radiolæge anbefaler selvfølgelig vodka som løsning på alle livets lidelser).

Nå, men altså hvis I er så heldige, at den rammer en lille, exentrisk biograf i Danmark eller den står på hylderne hos Blockbuster engang – så snup den! SE DEN! Just saying!

Die Weisse Rose

6 apr

Der var ikke nogen, der gad skyde et kvalificeret gæt af i går. Så er jeg åbenbart lidt mere en historienørd end jeg lige gik og troede.

Billedet er selvfølgelig en Hvid Rose – oversat til tysk Weisse Rose. Under 2. Verdenskrig opererede en modstandsgruppe fra LMU (Ludwig Maximilian Universität) hernede, der kaldte sig Die Weisse Rose. Gruppen bestod af et par undervisere og en håndfuld studerende, dem man mest kender til i dag (eller burde, ifølge mig) er Hans og Sophie Scholl. Geschwister Scholl, som de oftest omtales i dag.

I går drog jeg ind til LMU for at besøge den imponerende filmkulisse, jeg kan huske fra filmen omhandlende “Die Weisse Rose”, især Sophie Scholls rolle i den forbindelse. Hvis nogen vil se den, hedder den “Sophie Scholl – the Final Days” (filmen er bestemt rigtig god, men som jeg har det med samtlige tyske film om 2. Verdenskrig, så kommer den sgu for tæt ind på livet af mig… især i det her tilfælde, pigen var på min alder, mand!). Filmen er optaget i München, selvfølgelig, og derfor har man naturligvis brugt de originale kulisser på LMU. I filmen gør især én scene et stort indtryk på mig; Sophie og hendes bror, Hans, er ved at dele endnu et flyveblad (jeg har dobbelttjekket, det hedder det faktisk på dansk!) ud. Egentlig vil de bare lægge det diskret uden for forelæsningssalene, men Sophie vælger at smide en stor bunke af dem ud fra øverste etage i aula’en og bladene vrimler ned igennem den imponerende sal. I virkeligheden var det vist ikke helt så tilsigtet, at flyvebladene skulle “falde ned”, de blev opdaget og anholdt. Fire dage senere blev de, sammen med et andet medlem af Weisse Rose, Christoph Probst, dømt til døden. Senere samme dag blev de henrettet.
Nogle af deres flyveblade var imidlertid nået til Englad, hvorfra den engelske Air Force mangedoblede dem og fløj dem ud over hele Tyskland i sommeren 1943, bare få måneder efter de unge menneskers død.

Det er en skrækkelig historie, men dens budskab er så vigtigt, og jeg synes det er imponerende, at der stadig i dag – og forhåbentlig i al evighed – står friske, hvide roser i aulaen, lyssalen, på LMU. Helt ærligt, så er det vel ikke en helt forkert historietime at komme med i dag, Langfredag? Med skyld og synd og forladelse og fred?

Jeg er ikke et omvandrende historieleksikon (åh, I wish!). Selvfølgelig kan jeg min tyske historie, men detaljerne i denne lille beretning stammer fra det smukke, lille mindesmuseum, der er indrettet bag aulaen på LMU. Hvis man er i München og interesserer sig for enten arkitektur (universitetet er tegnet af Gärtner, ligesom halvdelen af alle de andre flotte bygninger og must-sees i München) eller historie, så skal man altså tage et kig inden for på LMU.

Aulaen overvældede mig, både på grund af sin pragtfuldhed, men også på grund af den historie, der har udspillet sig i netop disse lokaler. Jeg tog en tur hele vejen rundt, på alle etager og blev helt eftertænksom. Modige, unge mennesker!

Jeg undskylder for billedspam og anbefaler alle et besøg på LMU. En rigtig smuk, fantastisk – og helt gratis oplevelse midt i München! Tag undergrunden til Universität (U3, U6), tag udgangen ved Geschwister Scholl Platz og gå ind i hovedbygningen!

 

Olympiapark

14 mar

I 1972 var München vært ved de Olympiske Lege. I den forbindelse blev der anlagt et kæmpestort olympisk areal i den nordlige del af byen, Oberwiesenfeld hedder området. Området har før været anvendt som flyveplads, men har i mange år efter 2. verdenskrig ikke haft nogen decideret funktion. Man brugte blandt andet området til at samle murbrokker i kæmpe bunker efter krigens hærgen over byen. Disse bjerge af mursten og andet skrammel har man brugt til at konstruere et smukt landskab, de er groet til med græs og man har anlagt kunstige søer. Og så selvfølgelig bygget et par “beskedne” sportsanlæg og et stadion. Og en olympisk by. Og meget, meget mere! Området er noget så smukt i dag og bruges af byens borgere til løbeture, familieudflugter og meget mere. Det er supernemt at komme derud, undergrunden kører lige ind i parken.

Vi tog derud i lørdags, en smuk dag med høj solskin og forårsagtige temperaturer. Og det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været derude! Langt fra!

Jeps, solbrillerne kom på lige bagefter – vejret var så skønt!

Olympiastation med plads til 70.000 tilskuere. Oprindeligt var der plads til 80.000 men på grund af ændrede regler for brandsikkerhed, fjernede man senere nogle af sæderne (læg mærke til de manglende pladser i baggrunden – that is why). Nåhr ja, og ham den pæne er min kæreste!

I dag bruges stadion til større sportsbegivenheder eller til store kulturevents og koncerter – “Wetten, dass” har været afholdt her flere gangen, ligesom FC Bayern München i perioder havde sin hjemmebane på Olympiastadion inden Allianz Arena blev bygget.

Jup, jeg er blevet storbyfornem med solbriller i solskin! Og en fantastisk udsigt. Jeg kan faktisk ret godt lide det dér München.

De Olympiske Lege i 1972 blev desværre overskygget af en tragisk terroraktion mod det israelske hold, hvor palæstinensiske terrorister dræbte elleve israelere og en tysk betjent. Her ses mindesmærket ved hovedindgangen til Olympiastation. Det er imponerende stort.

Sådan ser stadion ud på afstand, med diverse sportsbaner i forgrunden. På området har BMW også installeret deres showroom og museum og der er en række små restauranter, isboder og muligheder for at leje en cykel eller en lille båd. Alt i alt et af de flotteste og mest rekreative områder her i byen, jeg er stødt på so far!