Arkiv | Nedtur RSS feed for this section

Uni

4 jun

er lidt en kælling. Da jeg stod op i morges valgte mine ben at sige “smæk” under mig og jeg knaldede hovedet i gulvet. Manner, altså! Ikke en fed måde at vågne på. Prøvede med lidt koldt vand i hovedet, men kroppen var helt væk. Ingen forbindelse til mig overhovedet. Christine stod op, fordi hun hørte mig falde og blev lettere sur på mig, da jeg stod i badet og gjorde mig klar til forelæsning. Afsted i seng lød kommandoen og det gjorde jeg så. Klokken var på det tidspunkt lidt over syv. Jeg blunder – tror jeg – og vågner klokken tolv. Hvis det ikke er tydelige tegn fra min krop, ja så ved jeg heller ikke hvad det er?

Jeg er sgu lidt stresset, indrømmet. Min krop har de sidste par uger forgæves forsøgt at fortælle mig det; forkølelsessåret, der sidst var på besøg, da jeg skrev bachelor (og var ved at DØ af stress, jeg indrømmer det blankt), madlede, træthed, kvalme. Men jeg har jo så meget, jeg gerne vil hernede, så jeg ignorerede det pænt. Indtil i morges, that is. Samme tur som sidste år tager jeg IKKE igen, det er sikkert og vist.

Derfor står de næste dage på intensivt at krydse oplæg og opgaver af min to-do-liste. Bare få dem lavet, om de så lever op til mine egne forventninger må jeg gå lidt på kompromis med. De skal bare laves. Bum. Og så skal jeg give min krop lov til at sove, hvis det er det, den vil. Bum. Og ikke drikke mere kaffe, det er satans værk. Bum. Og købe en røvfuld æbler og tvinge mig til at spise dem. Bum. Så går det sikkert meget bedre lige om lidt!

Reklamer

Om hjemve… og kærlighed

3 apr

I dag har været sådan en dag, hvor jeg ville ønske at San Miguel var vand. Okay, gammel reference. Nogle steder på Mallorca ER San Miguel faktisk vand. Jeg prøver igen: I dag har jeg bare gidet ingen ting og skullet for meget og savnet Falstersgade i lillebitte Aarhus.

Jeg har hjemve. Og jeg skammer mig ikke over det, for det er ikke altid lige sjovt at være i gang med det, de allesammen kalder for “livets eventyr”, når man ved, hvad der venter derhjemme. Første lektion er lært i hvert fald: græsset er ikke grønnere på den anden side af Danmarks grænse. Det kan godt være, det hele er billigere, byen er større, der er mere at give sig til og vejret er bedre her – men lige præcis den megen sol gør faktisk græsset brunt. Men med første lektion kommer også erkendelsen er, hvor godt jeg egentlig har det! Og det er et meget stort skridt at tage på så kort tid, erkendelses-wise, hvis jeg selv skal sige det.

Noget andet, jeg har lært hernede er, hvor meget jeg rent faktisk elsker min kæreste. Og hvor meget man kan forvandle afstand til styrke. Jeg har aldrig været mere sikker på, at han er den berømte “the one” efter jeg er rejst herned. Langdistance stinker! Teknologien er en lillebitte trøst, når man aften efter aften må nøjes med et virtuelt kram henover computerskærmen. Jeg ved godt, der er rigtig mange, der vælger at afslutte deres forhold, inden de rejser ud – men er man så i bund og grund ikke i et helt forkert forhold af forkerte årsager, hvis et sølle semester og interessen for “det nye” vejer så tungt, at man giver afkald på det, der burde være kærlighed? I dag starter jeg nedtællingen (selvom Daniel synes der er for lang tid til) – om seks uger kan jeg kramme ham igen!

Det er meget bla-bla, det her. Men det er det, der har beskæftiget mig i dag, mens jeg er hastet fra den ene forelæsning til den anden, har afklaret min hjemmeopgave med min underviser og læst en rørende kedelig introduktion til Islam. Som jeg så udmærket kender til. Fordi jeg interesserer mig for den, og ikke bare er bombet med fordomme. Ja, jeg har været til seminar, som I kan høre. Om islam-diskursen. Med en muslim. Spændende (!) mand! Seriøst, mega lidenskabelig underviser, med korancitaterne på plads, en tilpas kritisk holdning til sin religion – kombineret med en ægte passion for den. Og en bunke soldater, der bare tror Islam er Jihad og tørklæder. Det blir trægt, kan jeg mærke. Men dem skal jeg nok også få omvendt 🙂 Bare ikke lige i dag. I dag er jeg træt. Jeg løber det væk!

Modgang skal der til

24 mar

Der har været lidt stilhed på bloggen de seneste dage, fordi det hele har været lidt turbulent hernede. Jeg vil ikke gå i detaljer, men tingene har kørt op og ned, og det hele kulminerede for mig, da Timmi blev ved med at irritere mig (og ringe mig op 22 gange på en dag), jeg havde en dårlig oplevelse i byen (som vi ikke lige udbasunerer, men vi har det alle sammen godt igen, heldigvis) og mit adgangskort til universitetets område blev spærret (igenigen) af paskontrollen, simpelthen fordi de ikke har styr på en skid (undskyld, men sådan er det). I går aftes stod jeg derfor foran hovedporten og kom ikke ind. Jeg viste dem mit danske studiekort, mit danske kørekort, mine husnøgler og mit chipkort, der ikke virkede. I tasken havde jeg bøger, lånt på biblioteket her på området, og jeg kunne endda nævne alle mine undervisere med for- og efternavn. Men det var ikke godt nok, jeg kom ikke ind. Så måtte jeg pænt trille hen til en anden port med min cykel og ringe til Christine og be’ hende om at lukke mig ind. Jeg syntes det var så nedværdigende! Så er det altså ikke nemt at være på udveksling og være civil. Det forklarede også, hvorfor jeg fredag morgen stod og bippede i en evighed med mit kort uden at komme ind, til der kom en sød ung herre og hjalp mig ind. Men man kan jo bare ikke altid være så heldig, at der lige kommer en, der også skal ind. ”Wo ist ihr Truppenausweis?” ”Ich bin Zivilistin”. ”Aus Dänemark? Aber wieso?” og sådan blev det ved. Jeg er så træt af det! Helt ærligt, få nu styr på jeres ene (!) civile udvekslingsstudent! Hvor svært kan det lige være? Internationalt center hernede er klart kun interesserede i udvekslingsaftaler, så deres egne studerende kan komme af sted, ikke så de selv kan tage sig lidt af dem fra udlandet.

Nå, men jeg har altså været lidt nede over det. Min weekend kan jeg nu vælge at tilbringe på området eller be vagten om at lukke mig ind igen, INDEN jeg forlader området, som jeg så i øvrigt kun kan forlade via hovedvagten.

Dagens optur: menighedsbesøg i Neubiberg! Har set den smukkeste kirke og vi har været til et rigtig spændende foredrag om de forskellige slægtstavler i biblen. Og nu skriver jeg lidt på min hjemmeopgave og håber, jeg kan fordøje de seneste dages dårlige oplevelser med en rolig weekend.

Første tyske lægebesøg

19 mar

Eller, næsten, for vi har jo en læge her på campus. Eller en “læge” – tror bare det er en mægtig militærmand, der har lært lidt ekstra førstehjælp.

Min koncertsmadrede fod blev mere og mere øm i løbet af i går, så til sidst måtte jeg lige få en second-opinion på, om jeg mon skulle til lægen med den. Heldigvis bor der en ret alvidende gut på min gang, som jeg lige kunne humpe forbi. Han skulle i kigge meget på min fod, og da slet ikke trykke på den, før han kunne se, at den var lidt gal. Så han fiksede lige en tid hos militærlægen for mig.

Der troppede jeg så op i morges med en fod, der i hvert fald ikke kunne være i mine conversesko uden at jeg skulle løsne snørrebåndene end del. Av manner. Nå, lægen kigger på min fod og spørger, hvordan det skete. Hm. Bekender. Men bekender samtidig, at skaden nok ikke havde været lige så slem, hvis ikke jeg havde skatet så meget og inlineskates’ene havde givet mig så mange vabler. Lægen synes ikke, koncertskader er for sjov. Han konstaterer, at jeg har en infektion i min fod. En vabel, der er blevet trådt for meget på til koncerten, som så er blevet betændt. Nåhr ja, den anden fod er pænt “geprellt” – er det det samme som forstuvet? Nå, det skal jeg ikke kunne sige, jeg kan godt gå lidt på den, så det er ok. Har fået noget smertestillende og noget creme og har allerede lidt mindre ondt, så det er super. Og hey, så har jeg også prøvet “feltlæger”!

Træls mandag morgen

5 mar

Mandag indtil nu har været træls. Jeg har nemlig været helt nede for at skrabe sygdomskælderen.

Egentlig startede det allerede i går. Jeg var dvask og dårlig, havde kvalme og ondt i hovedet. Min nabo har flere gange påpeget den “onde” føhn-vind, der er hernede, som mange døjer med. På tysk kalder de den endda spøgelsesving. Hm, synes dog det skulle være lidt plat, hvis sådan noget vejrhalløj kan gøre mig så dårlig. Skyder skylden på den hævede kirtel i min armhule, der har drillet mig et par dage nu. Den gør såååå ond, og regner med at i takt med at den bliver mindre, skal der en infektion ud af kroppen. Eller noget. I hvert fald har jeg det rigtig dårligt og kaster op. Og har ondt i hovedet. Og næseblod. Og er mega træt. Og ved I hvad? Det har jeg bare slet ikke tid til, for der ligger en kæmpe reader på mit bord, der skal skimtes (og allerhelst læses) til mit seminar på fredag, jeg har ikke andet at spise end rugbrød og et bæger yoghurt (som egentlig er okay midt i kvalmen) og så mangler vi toiletpapir. Og det er min tur til at købe det. Nåhr ja, mit tøj er også beskidt. Alt i alt har jeg slet ikke tid til at ligge på langs og have det dårligt. Tak Gud for panodiler. Nu skal de bare lige sparkes i gang.

Kære Aarhus Universitet, I er nogle kegler!

1 mar

Som i virkelig, virkelig nogle kegler!
Inden jeg tog afsted, fortalte jeg internationalt center i Aarhus om min plan om kun at tage 20 ECTS-point af min kandidatuddannelse her i München, til dels fordi nogle af fagene var knap så spændende, men også fordi det hele er på tysk (pensum, undervisning, eksamen) og derfor – selv for mig som tysktalende – kræver en ekstra indsats. Internationalt center sagde, det var en fin plan, så længe jeg tog 20 point ville de indstille mig til et stipendium.

Så fortalte jeg samme plan til medarbejderne på mit eget institut, Statskundskab. De sagde ikke så meget, bad mig om at aflevere en learning agreement, som de så underskrev. Jeg havde altså styr på det hele – indtil i går, da de skriver til mig fra Statskundskab i Aarhus og beder mig tage 30 ECTS (en måned inde i mit forløb, vel at mærke!). Nå, 30 point ligefrem? Nu forholder det sig jo imidlertidigt sådan, at jeg er i Tyskland, tager det hele på tysk – og i trimestersystem. Da jeg ankom midt i et trimester, har jeg kun haft mulighed for at følge et seminar hernede, som giver 7 point. Planen var derfor at jeg i næste trimester skulle have to seminarer og dermed i alt få21 point ud af mit ophold hernede – helt perfekt, hvis I spørger mig. Nu skal jeg derimod skrabe 23 point sammen på næste trimester – hvilket jeg faktisk kun kan fordi jeg er udvekslingsstuderende, for de almindelige studerende hernede kan kun komme op på 21 point på det trimester, jeg starter på til april. Det er det rene gak, siger jeg jer! Mine fag for næste trimester bliver derfor nu som følger:
1) Institutioner og udvikling – forelæsning og øvelsestimer, 4 undervisningstimer om ugen. Giver 7 point.
2) Amerikansk udenrigspolitik og teoretisk tilgang til Counter-Insurgency, forelæsning og øvelsestimer, 4 undervisningstimer om ugen. Giver 7 point.
3) Staat, Religion og Kultur, Den Islamiske Diskurs i den Vestlige Verden, Seminar og øvelse, 4 undervisningstimer ugentligt, giver 12 point.
Som følge af de militære pligter, soldaterne hernede har, er onsdag eftermiddag undervisningsfri og fredag helt undervisningsfri. Derfor har jeg timer mandag morgen, onsdag morgen og HELE torsdag (ja, fra kl. 9.oo til kl. 17.00 – hvis det lykkedes mig at være hurtig nok til at skifte lokaler mellem timerne).

Kære Aarhus Universitet, I har faneme kokset med denne her trimester-aftale! Det holder jo ikke en meter, vel?

I dag kan jeg dog muntres op af, at karakterne hernede ikke er kompatible med de danske, og jeg derfor kun kommer hjem med bestået/ikke bestået – med andre ord skal mor her bare skrabe sammen til et dansk 2-tal – og så lade den danske charme spille hos de tyske undervisere, der skal rette de 4 (!!!) hjemmeopgaver, jeg skal banke af i løbet af min tid hernede. Var der nogen der sagde kvantitet frem for kvalitet?

Om bureaukrati og Schorlen – eller typisk tysk x2!

23 feb

Når jeg nu intet udrettede i går (som i intet, for selvfølgelig var cyklen flad igen her i morges, men i morgen skifter en gut fra min gang slangen og indtil da er cykelpumpen min tro følgesvend), er det forbløffende, hvad jeg allerede nu har udrettet i dag – kl. 10.30.

Dagen i går sluttede med en E-mail fra vicevært-tingen, som befalede mig at møde op der i dag kl. 9.00. Som sagt, så gjort – kl. 9.00 stod jeg på deres kontor, for at få at vide, at jeg skulle gå to døre ned ad gangen og lade endnu en mærkelig filajs underskrive mit flytteformular. Ej, men helt ærligt? Nå, filajs siger så til mig, at jeg jo skal betale – ikke husleje – men internet, vand, varme, el, små 90 € om måneden. Fint, det ved jeg jo godt, men jeg har jo ikke nogen bank, og der er heller ikke udsigter til at jeg kan få en tysk bankkonto, fordi de mindst skal bestå et år og bla, bla, bla – tysk bureaukrati jo. Filajs siger så bare, nå okay og underskriver min seddel, som jeg så kan drage tilbage til vicevært-tingesten med. Jamen tak for det. Når jeg nu alligevel er i det område, smutter jeg forbi min gamle postkasse og klistrer den til med min nye adresse, just in case. Ikke at jeg tror det hjælper, men man kan jo håbe.

Derefter tager jeg ned til Prüfungsamt, det sted, der skal godkende mine eksaminer. Eller den ene hjemmeopgave, jeg skal skrive i det her trimester. Normalt skal man følge to seminarer pr. trimester, men da jeg kom herned midt i trimestret, følger jeg kun et i denne omgang, men til gengæld fuld workload næste trimester. Kan man så bare melde sig til en eksamen? Nej, det kan man sørme ikke. Jeg bliver sendt forbi tre kontorer, bare så de lige er enige om, at man ikke bare kan blive meldt til en eksamen. Enden på det hele bliver, at jeg skal forbi min ene underviser, som skal underskrive, at det er okay, at den karakter, jeg får for min hjemmeopgaver udgør den samlede karakter for det trimester. Ej, men igen – hold nu op?! Det er jo ligegyldigt, ikke?

Nå, det var dagens omgang bureaukrati – typisk tysk den første. Og for at det hele ikke blir nederen i dag, så får I også typisk tysk den anden, nemlig:

Schorle 

Altså jeg kendte (og elskede) allerede Apfelschorle inden jeg tog afsted. Apfelschorle er egentlig bare en god æblejuice blandet op med danskvand, sådan i forhold 60 % juice og 40 % danskvand. Det lyder simpelt, men smagen er sublim. Især for sådan en som mig, der godt kan lide brus, men synes at sodavand er alt for sødt. Imidlertid så er Schorle så meget mere end bare æblejuice og danskvand hernede og enhver (ENHVER) restaurant eller bar med respekt for sig selv har et helt afsnit i drikkekortet fyldt med forskellige Schorler.

Hernede dækker selve begrebet Schorle nemlig generelt over noget, som er blevet spiket med danskvand. Apfelschorle er stadig den mest udbredte, men den fås både med filtreret og ufiltreret æblejuice (den ufiltrerede er klart den bedste!). Ellers er de mest almindelige med solbær, hyldeblomst og sådan noget multivitaminjuice – i den nonalkoholiske afdeling, for Schorle dækker nemlig også over for noget, som mine smagsløs slet ikke er glade for: vin med danskvand. Og nej, det er ikke det samme som champagne for fattigrøve. Det smager bare helt vildt dårligt, især fordi det jo ikke er verdens bedste vin man lige vælger at fortynde med danskvand. Phew, det har jeg nu drukket hele to gange, og kan derfor konstatere, at nej, det behøver jeg ikke drikke en gang til. Men generelt må jeg sige, at det dér god juice med danskvand – det burde blive et hit derhjemme også, i alle sine dejlige afskygninger.

PS: ALDI i Danmark prøver at lancere Apfelschorle under navnet “Æblebrus”. Fint forsøg, men det er som om den smager lidt tyndt.
PPS: Ja, man kan selvfølgelig bare selv fortynde sin juice med danskvand, men det er jo ikke pointen – og det er jo heller ikke autentisk, vel 🙂