Archive | Oplevelser RSS feed for this section

Offiziersbeförderung

2 jul

Som nævnt, var jeg i fredags med, da 600 officerer blev udnævnt. For første gang i UniBW’s historie foregik det ikke på kasernen, men inde midt i byen – i Hofgarten.

Eventen startede med en gudstjeneste i min ynglingskirke hernede – Theatinerkiche på Odeonsplatz. Derefter fortsatte vi over mod Hofgarten, hvor selve udnævnelsen foregik. Der var sådan cirka 40 grader, vi svedte tran (og jeg havde ondt af de kamerater, der havde taget deres uniform på til ære for dem, der skulle udnævnes). De stakkels officerer-to-be stod i knaldsolskin – i formation, vel at mærke i to stive timer! Dem af dem, der kunne holde til det, vel at mærke! Omkring 60 af dem besvimede. Det var helt surrealistisk at se på dem. Bang, så blev én mere givet ud bag i de pæne, lige rækker. De havde ligefrem øvet, hvordan man skulle gøre, hvis én besvimede. Av mand!

Billedstorm fra dagen.
An meine soldatischen Freunde: falls ein Foto in Uniform nicht okay ist, bitte anschreiben – ich lösche es natürlich umgehend!

(en glad officer-to-be)

Der er to sider af alle sager, og uden at blande mig synderligt i den status, militæret her hernede, vil jeg sige, at jeg selv næsten udelukkende har mødt utroligt velovervejede og kompetente unge mennesker – hjælpsomme, venlige, åbne – jeg kommer til at savne hver og én af mine “Soldaterkamerater”! Desværre er billedet af militæret stadig meget præget af 2. Verdenskrig. Fair nok – man skal have lov til at udtrykke sine holdninger, men jeg synes det var skræmmende at træde ud af kirken og være vidne til den modtagelse, mine venner i uniform fik.

Stor ros til politiet, der havde lukket hele Hofgarten hermetisk af – ingen kom ind uden taskekontrol eller bodysearch!

Det var en rigtig smuk dag og en oplevelse, jeg er glad for at have taget med!

De seneste dage

29 jun

Der er meget at fortælle. Vil prøve i små bidder:

– Eksamen lakker mod enden. Én opgave skal skrives færdig og så er jeg færdig med eksamen i denne omgang. Puha!

– Her er simpelthen så megavarmt. For varmt til eksamen.

– Tyske jordbær er altså ikke det samme som danske. De mangler… et eller andet!

– Jeg mangler danske jordbær til den lagkage, jeg skal bikse sammen i aften (eller de lagkager, må jeg heller sige). Sådan et lagkageprojekt er omfangsrigt uden for Danmarks grænser. Fandt nogle store, tykke bunde, som jeg forhåbentlig kan dele med lidt snilde og en god kniv. Cremen lavede jeg i morges (af halvanden liter mælk og otte æg, blandt andet! bobs op på creme dér!). Fløden er købt, det samme er jordbær og bananer. Pynten bliver smarties i mangel af flag og rigtige, flotte jordbær.

– Ja, jeg har faktisk fødselsdag i morgen. Not in the mood. Håber det kommer – for jeg glæder mig til at læse alle de fine kort, I har sendt til mig! TAK!!!

– Brugte i går 4 (!) timer på at finde en rød kjole, jeg kan bruge til korkoncerten i morgen. FIRE TIMER! Rød er IKKE min farve. Så er det sagt. Fandt slutteligt én, der går til knæet og kan bruges på stranden bagefter. Overvejer bare om den er liiiiiidt for hm… om der er lidt for lidt stof på den til kirken. Damn farvekoordinering til koncerter!

– Tyskland er ude af EM. Det er en skandale, hvis I spørger mine tyske venner. Okay, dommeren var måske lidt gal på den helt til sidst, men eller spillede de dér italienere altså godt. Er faktisk glad for at Tyskland er røget ud, for det betyder at projekt “Mein Bart für Deutschland” holder op! Ja tak – de fleste mænd hernede kan altså IKKE bære skæg.

– Der er åbent hus på kasernen i morgen. I den anledning hænger der en kæmpestor plakat af en lækker mand med sixpack i vores aula. Propaganda much? Hvor har han været de sidste 5 måneder? Jeg spørger bare…

– Om lidt er der officersudnævnelse i Hofgarten inde i byen. Jeg er på vej derind, det bliver spændende at se, hvor mange anti-Bundeswehr demonstrationer, vi render ind i. Jeg tager kameraet med!

Over and out!

Fall im Karwendelgebirge!

23 jun

Dér var Claudi og jeg i dag. Vi pakkede Claudis bil tidligt i morges og kørte ellers afsted mod Alperne. Vejret var fantastisk. Vi vandrede, klaterede, soppede, forcerede bjergfloder, snakkede og hyggede helt vildt!

Jeg vil lade billederne tale for sig selv – her er smukt!

Vi sluttede vores udflugt med at køre forbi en mark med en masse pluk-selv jordbær og spiste Brotzeit i den fineste Biergarten med udsigt over Alperne (og så lavede de fantastisk Sauerkraut!)! Alt i alt en fantastisk dag!

Mig.Meget.Træt.Bum.

21 jun

Dagen i dag, d. 21.6.2012, markerede flere afslutninger:

Forårets. I morgen er det sommer (selvom hedebølge-høj luftfugtighed-f*** hvor sveder vi hele tiden siger det længe er sommer).

Undervisningen. I dag har jeg haft sidste forelæsning på UniBW München. Underligt (og fedt på samme tid).

Hr. Wolffsohns aktive arbejdsliv som universitetsprofessor. Den del af dagen har fyldt meget – både i hovedet og rent tidsmæssigt.

For flere uger siden trak han mig til side efter seminaret. Spurgte, om jeg havde lyst til at komme til hans afskedsreception, hvor han ville holde sin afskedsforelæsning og fortælle om sin 30-årige karriere på UniBW. Jeg blev lidt perplex, pladserne til denne begivenhed var meget begrænsede, men jeg blev også meget positivt overrasket og skyndte mig at takke ja.

Jeg blev ikke skuffet! Ikke nok med at jeg har givet hånd til hele tre (!) medlemmer af den tyske Bundestag (de var vist alle fra “de Grünen” og jeg kan sgu ikke huske, hvem de var, men jeg blev pænt præsenteret som “den fabelagtige danske udvekslingsstudent”), set den øverste fister inden for militæret og hørt rigtig flotte taler og en underholdende og samtidig tankevækkende afskedsforelæsning holdt af Hr. Wolffsohn, så er det blevet tydeligt for mig, hvilket koryfæ denne her mand er inden for den tyske politiske historie og især inden for forskningen omkring Holocaust og Israel/Palæstina. Han har som søn af flygtede jøder rakt hånden ud til det tyske samfund (og endda deres udskældte militær), debatteret med om jøders rettigheder – ja generelt debatteret med om alt stort som småt i det tyske samfund og stadig formået at være elsket af sine studerende. Jeg blev ret overvældet. Virkelig. Selv har jeg “kun” læst tre af hans 30 bogudgivelser i forbindelse med mit seminar hos ham – og uden lyv vil jeg sige, at jeg glæder mig til de sidste 27 og håber, han producerer noget mere, nu hvor han har så dejlig meget tid til det (som han selv siger). Jeg har virkelig oplevet noget i dag!

Ellers så går livet sin sædvanlige vej; jeg skriver opgave, læser til skriftlig eksamen, bøvler med bureaukratiet, nyder solskin i München, savner Daniel, hygger med tøserne – både her på uni og inde i byen og glæder mig til lørdag, hvor Claudi og jeg kører mod Köningssee for at sole os, bade og vandre i bjerge.

Ahhh, life is gooooood!

 

Weekenden…

3 jun

… har været dejlig og jeg har slet ikke tænkt på studiet (det kommer grusomt tilbage, jeg ved det godt!).

Torsdag aften mødtes jeg med Anja til dinner og movie – vi spiste på den hyggeligste, lille italienske restaurant, der ligger rullet ind i LMU’s baglokaler. Har endelig (!) fået lasagne igen – og så oven i købet en ret fantastisk én af slagsen. Derefter tog vi i Mathäser og så den nye Sacha Baron Cohen film “The Dictator” – så sort og så god! Jeg har i lang tid ikke grint mig så forpint til en film på den helt forkerte måde. Det var en rigtig god aften og en perfekt start på weekenden!

Fredag lagde jeg ud med at få en lille smule styr på det skræmmende oplæg, jeg snart skal holde hos ingen ringere end Michael Wolffsohn. Magen til berømmet politisk og historisk kommentator skal man altså lede ret længe efter. Damn, jeg er så nervøs og for at dulme nervøsiteten youtube’er jeg manden – jaja, Christine, det bliver det jo ikke en døjt bedre af, vel? Tværtimod – han ved jo alt! Derudover har han en vis forkærlighed for mig, fordi jeg 1) er den eneste kvinde på holdet, 2) har udtalt teoretisk kritik af partisituationen anno 1950 i Israel (den jublede han længe over – eksiljøden) og 3) kommer fra Aarhus Universitet, hvor han i sine “unge dage” (i 90’erne… og manden er i dag 65) holdt en forelæsning på historisk institut og derefter så det smukkeste campus han til dags dato har set.
Jeg skal vide en masse om The Muslim Brotherhood. Jeg ved bare nada. Der er en uge til grillning.  Shit.

Nå, men fredag fik jeg også dejligt besøg fra Budapest – Camilla kom endelig på besøg i soldaterverdenen, som hun hørte ret så meget om, da jeg besøgte hende. Hun var lettere chokeret – men så igen: hvem er ikke det, når de oplever alt det, jeg befinder mig i? Vi spiste på mit all-time favourite pizzaria L’Osteria – sådan et sted, hvor parmesanen vælter i FLAGER ned over salaten og pizzabunden er tyndere end et stykke papir. Det er det bedste spisested, seriøst! Medarbejderne flirter dog uhørt meget for deres drikkepenge og til tider kan musikken i restauranten være alt for høj til at føre en almindelig samtale. Men maden – den er I TOP! Tilbage på uni hev jeg Camilla med på unibar til en enkelt drink – og for at vise hende Münchens vel nok eneste bar, der fuldstændig er befolket af mænd!

Lørdag startede vi dagen med en hurtig morgenmad på Stachus og tog så en hyggelig tour igennem midtbyen; Kaufinger Strasse, Marienplatz, Isartor, Platzl, Odeonsplatz, Ludwigsstrasse, Hofgarten, Maximiliansstrasse og Maximilianeum. Vi handlede ind til Bayersk Brotzeit (Brezen, Obatzer og alt det dér) og om aftenen tog vi med mine unitøser ind til Olympiapark, hvor de i sommermånderne har opstillet en udendørs biograf – man kan leje en stol eller bare nøjes med at købe entré og så holde picnic, hvilket vi gjorde. Det var superhyggeligt og senere på aftenen viste de “The Hunger Games” – fantastisk film. Og fantastisk at ligge dér midt i historiske Olympiapark, med tårnet i baggrunden, svømmehallen til den ene side og de store søer til den anden! Vi var sent hjemme og meget trætte efter en lang dag!

I eftermiddags rejste Camilla hjem og jeg tog mig en slapper – læste lidt (for hyggens skyld og ikke for Wolffsohns) og spiste dårlige snacks. Det skal der altså også være plads til på en uhøjtidelig søndag!

Det var alt for nu. Hej-hej fra eksildansker, der aldrig nogensinde ville rulle sig ind i et Dannebrog op til EM derhjemme. Seriously, those kinda people are freaks! Men altså… man blir lidt mere dansk, når man sådan er i udlandet! (tak til Camilla for at tage fint billede)

Bavaria Filmstadt

31 maj

Inden jeg kommer med et turisttip, så vil jeg sige, jeg er lidt mindre træt i dag, men stadig døjer med ondt i hovedet og sådan generel utilpashed. Men det er da trods alt blevet lidt bedre. Tror jeg har lidt meget om ørerne og min krop derfor er en bitch. Krydser fingre for det i hvert fald!

Nå, men nok ynk. Da jeg havde dejligt Daniel-besøg, lokkede jeg ham med i Bavaria Filmstadt, som er et af Europas mest kendte filmstudier. Her bliver produceret mange tyske film og serier, men også større internationale produktioner har været et smut forbi, fx Asterix & Obelix-filmene og The Perfume. Af geniale tyske produktioner, der gennem årene er lavet her, kan nævnes “Das Boot” (som man altså også som ikke tysker BURDE have set… genial (!) film), “The Neverending Story” (eller “Die uendliche Geschichte”, som den gennem min barndom har heddet), “Der Schuh des Manitu” og “Der Baader-Meinhof Komplex”.

Man kan komme på en guidet rundtur til omkring 10 € pr. person eller vælge den helt store pakke med 3d biograf og alskens underlige forlystelser til omkring 25 €. En anke her er, at det hele foregår på tysk og kun på tysk. Kun på den guidede tur kan man finde én engelsk “afgang” pr. dag i højsæsonen. Det er ikke optimalt, vil jeg mene. Jeg var mest interesseret i et par enkelte ting, som man kom omkring på rundturen, så vi købte kun en billet dertil.

Turen startede i en åben bus, hvor guiden præsenterede sig selv (vi var ret uheldige, synes vi selv… hun var ikke ret god) og vi startede med at køre en smule rundt på det store, store område og ud til nogle udekulisser. Dem af jer, der kan huske teenage-Christine ved, at der er én særlig kulisse, jeg gerne lige ville se – nemlig den, der i sin tid tilhørte serien “Marienhof”, der kørte fra 1992 til 2011 på ARD. Og minsandten om bussen ikke kører igennem. Desværre var det en meget kort fornøjelse og man fik ikke lov til at stige ud og gå en tur mellem “Erich Käster Gymnasium” og “Sülos Gemüseladen” – jeg nød hvert et sekund og var euforisk alligevel!

Ja, det var noget af en 2-minutters-oplevelse!
Derefter fortsatte turen rundt i de forskellige haller og andre åbne kulisser for at fortælle lidt om de film, der er blevet lavet og de filmteknikker, der er blevet anvendt. Mange kulisser var dybt uinteressante – mange nyere børnefilm og tilhørende kulisser optog en stor, stor del af rundvisningen (“De Wilden Kerle”, “Wicki” osv.) og de store, store film, der er blevet lavet blev der gået forholdsvist hurtigt forbi (altså Daniel og jeg blev nu bare i kulisserne indtil vi ligesom syntes vi havde set det, vi ville se… så god var guiden jo ikke, som sagt). Der var dog flere højdepunkter på turen! Ét stort var kulisserne fra “Das Boot” – det var en fed oplevelse at kravle igennem u-båden og ane lidt Grønemeyer meets DuMont meets Ochsenknecht meets Semmelrogge. Jeg kunne i hvert fald ret godt li’ det!

Derefter fortsatte turen rundt til mindre kulisse-stykker, der var bygget op i samme hal. Meget sjovt var, at fængselscellen fra Baader-Meinhof mundede ud i en noget berømt eventyrverden…

Den dystre fængselscelle, hvor Gudrun Ensslin tilbringer sine dage i filmen, åbner ud til den sødeste lille drage (Fuchur, der Glücksdrachen, så vidt jeg kan huske), som alle, der var børn sammen med mig vel kan huske fra “The Neverending Story” (kan I ikk? Jo, I kan!).

 

Og ja, jeg ville altså også ha’ en tur på den! På den guidede tur var de kun børnene, der måtte nusse den – come on, hvor dårligt! Børn i dag ved slet ikke noget om den søde drage fra “Die unendliche Geschichte” – nå, lille protest (og lidt venten på at folk gik videre) og jeg fik også lov!

Vi var også forbi i Asterix&Obelix village!

Og der kunne man røre ved “ægte ild”… wohooo en modig skatter jeg har der! 🙂

Turen sluttede med lidt medbragt proviant i dejligt solskin og så cyklede vi ellers tilbage til campus. Bavaria Filmstadt ligger i den forstad, der hedder Geiselgasteig (ved Grünwald, where the rich people live!) og herfra skal man faktisk bare en syv kilometer igennem Perlacher Forst – ikke dårligt! Er man i München tager man med U-Bahn til enten Max Weber Platz (U4/U5) eller til Silberhornstrasse (U1 og snart også U7) og derfra med Tram nr. 25 i retning Grünwald – stoppestedet hedder Bavariafilmplatz, og så står man midt i hele herligheden!

 

Det dér Champions League

28 maj

For et par uger siden havde vi hernede stadig liv i drømmen om at Bayern d. 19.5. kunne hæve Champions League trofæet og tage på sejrstogt gennem et München klædt i rødt og hvidt.

Som bekendt så… ja, så gik det altså ikke helt som planlagt. Chelsea vandt efter en lang, lang kamp, der endte ud i straffesparkskonkurrence (ufortjent, men altså hvis man brænder sååå mange chancer som Bayern gjorde denne aften, ja så ender kampe altså ligesom denne).

Meeeen, hvis vi nu skruer tiden tilbage til før kampen, så var hele byen én stor fodboldfest. Og jeg festede med!

Dahoam = daheim, som i hjemme, hvis den skulle smutte for nogle. Og mia san – wir sind, som i vi er. Fantastisk Bayern-meets-München-dialekt-t-shirt! Og fabelagtigt souvenir og minde om min tid hernede.

Som det forhåbentlig kan anes på billederne, så var München altså gået fuldstændig i Champions League mode. Javist, der var da også mulighed for at heppe på Chelsea, man skal jo være lidt upartisk… Men altså, det hele var én stor Bayern fest!

Vi var heller ikke ét sekund i tvivl om, hvilken ballon, vi gerne ville flashe!

Så oprandt kampdagen og sammen med 8000 andre Bayernfans, indfandt vi os i Hirschgarten, den største Biergarten i hele Europa. Billedet er taget klokken tre – der var run på de pladser, der var (kampen startede klokken kvart i ni).

På det sidste billede har Bayern lige scoret og alting går amok. Jublen varede så længe, at vi først fandt ud af, at den skide Drogba havde udlignet, da de 90 minutter var gået. Manner, altså.

Senere på natten mødte Daniel og jeg et par grædende Bayern fans i S-toget. Det var en trist slutning på et forrygende fodboldeventyr.