So bist du…

Nåhr ja, jeg havde mega-optur i går aftes til korprøven! Vi kører tysker-tema det næste halve års tid (altså min tid hernede i hvert fald) og synger egentlig mest klassisk musik. Således startede jeg min kor-karriere hernede med at synge “Der 100. Psalm” og “Jagtlied” og mere i den dur.

Men i går fik vi udleveret “So bist du” i 6-stemmigt arrangement. Som i Peter Maffay-udgaven (som i den her: http://www.youtube.com/watch?v=lDR-8kOSJd0)

Meeeeen, men men: Jeg har jo ikke set en masse dårlige tyske serier, da jeg var yngre for sjov, vel? Kære Oli P., din udgave af “So bist du” er så fantastisk, at jeg nu har fået koret til at rappe. No shit. I love it.

Du kender ikke Oli P.? Det må vi gøre noget ved – http://www.metacafe.com/watch/2931458/oli_p_so_bist_du/

Fantastisk, ikke?

Om bureaukrati og Schorlen – eller typisk tysk x2!

Når jeg nu intet udrettede i går (som i intet, for selvfølgelig var cyklen flad igen her i morges, men i morgen skifter en gut fra min gang slangen og indtil da er cykelpumpen min tro følgesvend), er det forbløffende, hvad jeg allerede nu har udrettet i dag – kl. 10.30.

Dagen i går sluttede med en E-mail fra vicevært-tingen, som befalede mig at møde op der i dag kl. 9.00. Som sagt, så gjort – kl. 9.00 stod jeg på deres kontor, for at få at vide, at jeg skulle gå to døre ned ad gangen og lade endnu en mærkelig filajs underskrive mit flytteformular. Ej, men helt ærligt? Nå, filajs siger så til mig, at jeg jo skal betale – ikke husleje – men internet, vand, varme, el, små 90 € om måneden. Fint, det ved jeg jo godt, men jeg har jo ikke nogen bank, og der er heller ikke udsigter til at jeg kan få en tysk bankkonto, fordi de mindst skal bestå et år og bla, bla, bla – tysk bureaukrati jo. Filajs siger så bare, nå okay og underskriver min seddel, som jeg så kan drage tilbage til vicevært-tingesten med. Jamen tak for det. Når jeg nu alligevel er i det område, smutter jeg forbi min gamle postkasse og klistrer den til med min nye adresse, just in case. Ikke at jeg tror det hjælper, men man kan jo håbe.

Derefter tager jeg ned til Prüfungsamt, det sted, der skal godkende mine eksaminer. Eller den ene hjemmeopgave, jeg skal skrive i det her trimester. Normalt skal man følge to seminarer pr. trimester, men da jeg kom herned midt i trimestret, følger jeg kun et i denne omgang, men til gengæld fuld workload næste trimester. Kan man så bare melde sig til en eksamen? Nej, det kan man sørme ikke. Jeg bliver sendt forbi tre kontorer, bare så de lige er enige om, at man ikke bare kan blive meldt til en eksamen. Enden på det hele bliver, at jeg skal forbi min ene underviser, som skal underskrive, at det er okay, at den karakter, jeg får for min hjemmeopgaver udgør den samlede karakter for det trimester. Ej, men igen – hold nu op?! Det er jo ligegyldigt, ikke?

Nå, det var dagens omgang bureaukrati – typisk tysk den første. Og for at det hele ikke blir nederen i dag, så får I også typisk tysk den anden, nemlig:

Schorle 

Altså jeg kendte (og elskede) allerede Apfelschorle inden jeg tog afsted. Apfelschorle er egentlig bare en god æblejuice blandet op med danskvand, sådan i forhold 60 % juice og 40 % danskvand. Det lyder simpelt, men smagen er sublim. Især for sådan en som mig, der godt kan lide brus, men synes at sodavand er alt for sødt. Imidlertid så er Schorle så meget mere end bare æblejuice og danskvand hernede og enhver (ENHVER) restaurant eller bar med respekt for sig selv har et helt afsnit i drikkekortet fyldt med forskellige Schorler.

Hernede dækker selve begrebet Schorle nemlig generelt over noget, som er blevet spiket med danskvand. Apfelschorle er stadig den mest udbredte, men den fås både med filtreret og ufiltreret æblejuice (den ufiltrerede er klart den bedste!). Ellers er de mest almindelige med solbær, hyldeblomst og sådan noget multivitaminjuice – i den nonalkoholiske afdeling, for Schorle dækker nemlig også over for noget, som mine smagsløs slet ikke er glade for: vin med danskvand. Og nej, det er ikke det samme som champagne for fattigrøve. Det smager bare helt vildt dårligt, især fordi det jo ikke er verdens bedste vin man lige vælger at fortynde med danskvand. Phew, det har jeg nu drukket hele to gange, og kan derfor konstatere, at nej, det behøver jeg ikke drikke en gang til. Men generelt må jeg sige, at det dér god juice med danskvand – det burde blive et hit derhjemme også, i alle sine dejlige afskygninger.

PS: ALDI i Danmark prøver at lancere Apfelschorle under navnet “Æblebrus”. Fint forsøg, men det er som om den smager lidt tyndt.
PPS: Ja, man kan selvfølgelig bare selv fortynde sin juice med danskvand, men det er jo ikke pointen – og det er jo heller ikke autentisk, vel 🙂

Ugens Tysker

Nu har jeg været hernede så længe (føler jeg selv), at jeg godt kan tillade mig at lave nogle “det-er-så-typisk-tysk”-indlæg.

Første “Ugens Tysker” i min selvopfundne lille serie, burde måske rettere hedde “Ugens Bayer”, for hernede ser det ud til, at følgende virkelig er omfattende:

Lad mig præsentere, tadaaaaa: Laugenbrot. 

Jeg troede oprindeligt, at sådan noget laugenfis kun fandtes som forvoksede saltkringler og gik under navnet Brezel. Men nejnejnej, det er jo helt forkert, har jeg efterhånden måtte sande. Hernede er laugenfis det helt store, og folk spiser det til morgenmad, som snack og til aftensmad – ja endda til suppen, de spiser om middagen. Og de ser altså ikke kun ud som forvoksede kringler, man kan også få dem som cross-buns (det hedder de i hvert fald på engelsk, de dér boller, der lige har fået et par snit i overfladen, inden de er blevet bagt), hjerter, flade boller og i müsliblandinger. Laugenhalløj kan sikkert også fås mange flere steder, og jeg lover at opdatere, så snart jeg får udvidet arsenalet af madvarer indeholdende denne fine ting.

Hvad der næsten er værst; det smager jo forrygende! Jamen altså, sådan en saltkringlebolle med ost eller tomater (med Tomatenwürzsalz, det er endnu et oplagt emne til ugens tysker – det mest anvendte krydderi her på kasernen) – himmelsk! Aldrig skulle man tro at tomme kalorier og en masse (som i rigtig meget) salt skulle glide ned uden problemer hos mig. Jojo, det går skam fint (men jeg sørger også for altid at have havregryn og rugbrød inden for rækkevidde, bare rolig).

Og hvordan laver man det så? Man dypper simpelthen de fine brød i en blanding af vand og en masse natron, drysser med det mest grovkornede salt, man kan opstøve og smækker hele herligheden i ovnen. Når man tænker på, at folk hernede som tilbehør til de mange tomme kalorier kører en masse smør, fedt kød (pølser, you know) og alkohol (helst øl, selvfølgelig, og helst ikke i krus på under en liters penge) ned, så undrer jeg mig lidt over, at deres blod stadig kan cirkulere rundt i deres kroppe.

Om det også forholder sig sådan på kasernen? Tja, det er jo ikke for sjov, at der er en skrædderafdeling her på området. Og det er ikke fordi, de syr uniformerne ind, vel? Studieliv passer soldaterne så fremragende. Så kan de altid spekulere på, hvordan de skal løbe med oppakning, når de ryger tilbage i deres trup. Og indtil da spiser de laugenfis. Men ikke med tomater (jeg er så hellig, I know), og helst med en masse øl i den anden hånd.