Arkiv | Uncategorized RSS feed for this section

Hej Danmark

14 jul

Så er det slut. Farvel, München. Hej, Aarhus.

I onsdag kom jeg hjem – efter en lang, men ganske fin togtur igennem hele Tyskland. Fra syd til nord. Og de sidste par dage har været hektiske. Først så har jeg fået set familien – og så smuttede Daniel og jeg til Aarhus for at få sat skik på vores første fælles hjem. Ja, vi bor sammen for real nu og jeg elsker det allerede. Og how could I not? Jeg behøver ikke undvære ham et eneste sekund. Og så igen – det er jo lidt hektisk, som sagt, og han er allerede godt i gang med at arbejde, så han rammer først lejligheden sent i aften. Øv. Savner ham.

Vi har været i IKEA (til den helt store guldmedalje!), vi har malet stort set hele lejligheden (manner, det tager lang tid at tape et minirum af med malertape, hvis der er hele fire døre i rummet), alting roder (både mit gøgl fra et halvt år i udlandet og så alt det andet random gøgl, der fylder, når man flytter sammen og renoverer på samme tid). Men vi elsker det! Vi kommer på plads stille og roligt, lige som det passer os. Ind i mellem skal vi arbejde en del begge to (men tak for arbejde i disse tider, ikke?) og huske at nyde hinanden rigtig meget. Om lidt forsætter jeg med endnu en etape her i lejligheden. Vil gerne nå så meget som muligt inden i aften, så jeg kan overraske Daniel, når han kommer hjem fra arbejde. Og så vi kan komme lidt tidligere i seng… for meget søvn har vi ikke fået, på en eller anden måde tror man, at det bare lige tager et par timer at male et badeværelse. Det gør det så ikke, kan jeg fortælle jer. Nærmere tager det fire-fem (damn you underlige vinkler, underlige rør, underlige huller i væggen, som tidligere lejere har lavet).

Nå, men jeg kom jo hjem fra München. Den sidste uge var hektisk, ville nå for meget – og havde derfor travlt. Det blev til middage med venner, en sidste hyggeaften med koret (som sang farvelsang for mig, puha – den var hård!), diverse administrationsfis, der skulle ordnes, solbadning i Riem, shopping (for meget!) og en sidste gensyn (for nu) med mine ynglingsspots i München. Og så blev værelset pakket ned, gjort rent og afleveret. Og pludselig stod vi på München Hbf og kunne kigge på vores tog, der gjorde klar til afgang. Wow, hvor blev det sidste halve år lige af?

Jeg vil altid mindes det med glæde – det har været hårdt, rigtig hårdt. Jeg har været udfordret – meget. Men jeg har klaret det, og det er jeg hamrende stolt af. Jeg har møde de mest fantastiske mennesker. Jeg savner dem allerede! Jeg har lært at elske München – det var ikke svært. Jeg er vågnet til alpeudsigt. Jeg har overlevet i en mandsdomineret verden. Og vigtigst af alt – det, jeg aldrig nogensinde vil glemme – så har jeg set min smækre, vidunderlige Daniel gå på knæ og give mig en flot ring (og jeg gav ham et hulkende “JA”).

München – du har været pretty awesome.

Reklamer

Det er for ringe

27 maj

… at jeg ikke får blogget regelmæssigt for tiden! Jeg ved det godt!
At der ikke ryger så meget på bloggen, betyder dog ikke, at der ikke sker noget hernede! Efter en skøn uge med verdens dejligste Daniel (så kvalmende, jeg ved det godt, men… jeg elsker ham bare så højt altså!) fik jeg i onsdags besøg af verdens bedste veninde, Jæddøhhhh! Det var så dejligt at hente hende på Ostbahnhof og bruge de følgende dage på at snakke (der var meget, der skulle indhentes!), spise tysk mad (Brezen, Obatzer, Currywurst – you name it) og ligge græsset fladt i Englischer Garten med 30 graders høj solskin. Ja, vi endte begge med en lille smule solbrændthed på trods af at være grundige med solcremen. Endnu er jeg dog ikke hoppet i Eisbach – fødder og ankler fik en tur, og der er en grund til at den hedder Eisbach, måtte jeg konstatere. Shit manner, det vand er koldt! Jette tog hjem i går eftermiddags og jeg indhentede en smule søvn (jeg har jo stadig taget mig af min undervisning, mens jeg havde besøg) og påbegyndte det oplæg om Sharia-lovgivningen, jeg skal holde på tirsdag. Der er føhn hernede og jeg har det ikke alt for godt. Er meget træt og synes at solen og varmen er en bitch – samtidig med at jeg kæmper en brav kamp imod mit oplæg. Og så kan jeg nok ikke lyve mig fra det kæmpe antiklimaks, det er at have dejligt besøg og så pludselig ikke have dejligt besøg længere. Heldigvis får jeg allerede på fredag dejligt besøg igen – denne gang af søde Camilla, der kommer helt fra Budapest. Jeg glæder mig! Først er der dog en hård uge med en masse undervisning, der skal overståes. 

Update

3 apr

Det hjælper altid at løbe på ting!
Nu kan i morgen bare komme an! 

Skiferie part I

29 feb

Jeg vælger at kalde dette indlæg skiferie part I, fordi jeg har så mange billeder, jeg gerne vil vise jer, at der med garanti kommer flere skiferie-indlæg.

Som sagt var jeg i Söll i Østrig fra lørdag til tirsdag, og det var bare helt vildt godt! Min far fløj til München, hvor han lejede en bil, hentede mig her på kasernen og så kørte vi ellers mod Söll. Lørdag formiddag var der virkelig meget kø på motorvejen mod Østrig, og det var også som om navigationen havde en lidt øv-dag, men til sidst nåede vi da op på bjerget og fandt det fineste, lille familiedrevne hotel, som vi skulle bo på.

Vi fik skitøjet på og tog op til pisterne for at leje udstyr, købe liftkort – og komme ud på løjperne! Jeg stod sidst på ski i folkeskolen, så jeg var liiiiiidt nervøs for, om det nu var noget, jeg stadig var i stand til. Heldigvis var der ingen grund til bekymring – det er ligesom at cykle, man glemmer ikke, hvordan det skal gøres 🙂 Og derfra var det hele bare sjovt. Jeg elsker, elsker, elsker at stå på ski!

 

Om Pinakotheker (ja, flertal!)

5 feb

Én ting må man give ham Timmi; han er virkelig god til at ødelægge mine planer om at bruge min søndag på at læse om ligegyldig tysk højretænkning. Sent i går aftes spurgte han, om jeg ville med på kunstmuseer inde i city. Og jeg skal jo socialisere for enhver pris, ikke (mere om det senere i øvrigt)? Så ja, jeg sagde ja. Ikke kun fordi det jo kunne være meget fedt, men også fordi jeg var lidt træt i går, da han spurgte og gerne ville slippe af med ham sådan okay hurtigt igen (det lykkedes så ikke, med mindre man synes at en halv time er hurtigt).

Nå, i formiddags tog vi så afsted. Jeg havde set frem til at lære det offentlige transportsystem endnu bedre at kende, men nejnej. Når man har en fancy Chrysler skal man selvfølgelig også køre i den i München i weekenden. Klart. Og selvfølgelig skal man tage to af de i alt seks kilometer på motorvejen. Med 200 i timen. Klart. I kan nok forestille jer, at jeg klukkede indvendigt, da vi kørte rundt efter en p-plads i…. tadaaaaa: 45 minutter! Haha, tag den, lille mand med fancy bil!

Nå, men vi skulle altså se Pinakothek Der Moderne og Neue Pinakothek. Jeg er ikke supermeget for kunst, og hvis skal det helst være installationskunst (a’la de nederste etager i AROS, regnbuen… you name it). Så jeg kedede mig bravt, for navnene var godtnok misvisende. Der var mange guldrammer og fede damer (undskyld, erotisk buttede kvindfolk) og mænd i uniformer på heste. Men pludselig blev jeg glad:

Der er vist én, der er vældig inspireret af Olaffur “Rainbow” Eliasson, hva? Jeg følte mig i hvert fald næsten hjemme, og det er jo dejligt. Og det skulle vise sig at Pinakothek der Moderne var virkelig dansk på ét punkt:

Jaja, det var slet ikke så dårligt. Blev lettere euforisk. Og fandt ud af, hvor generelt ringe Timmis almene viden er. Holy f***. Og altså ikke lige, fordi han ikke havde set hverken ægget eller 7’eren før, men også fordi kan ikke kender Rousseau og Montesquieu! Og nåhr ja, Locke. Hallo, manden skal foregive at læse statskundskab. Desuden tilbeder han Bismarck (desværre ikke bolchet og derfor enormt sygt!). Nåhr ja, og da vi gik forbi et billede af Napoleon (undskyld, et maleri) fik han også lige et par rosende ord med på vejen (endnu mere sygt!). Han har vist fundet sin rette hylde i det her militærfis. Nu er der ingen, der skal komme og sige, at min teenageforkærlighed for Che Guevara var slem på nogen måde – så skal de bare møde Timmi, reinkarnationen af den perfekte feltherre. Bobs. Og nu vi er igang med at køre lidt på ham, så havde han blå lædersko på i dagens anledning. Blå lædersko! Fordi han er så vild med Elvis Presley… og du ved “blue suede shoes”. Oh my god! Og ja, han tror pomade er det nye voks og at de dér forfærdelige vandkæmmede bølger i pandehåret er the shit.

Og ja, jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange han “sådan helt vildt ikke diskret” lagde an på mig i dag. “Din kæreste er godtnok en heldig én”, “ej, jeg tror de dér kæmpe afrikanske træøreringe, der er udstillet dér, ville være så smukke på dig. Nå nej, du skal jo ikke pyntes, du er smuk som du er” eller “jeg burde købe en smartere bil, når jeg skal fragte dig rundt i den”. Ej, men seriøst? Må jeg godt kaste en lille smule op? (Daniel og jeg er i øvrigt enige om at han er mega bøsse; 1) han er homofob, i større grad en G.W. Bush, 2) han synes selv han er så æstetisk bevidst, 3) hallåååå, blå lædersko!)

Nå, hvad har jeg ellers lavet i dag? Set en helvedes masse dyre biler (fordom om rige tyskere hernede i dyre biler – helt klart bekræftet), spist en falafel (og lugter stadig af falafelbiks) og været i bad (som jeg har fået kønsopdelt, ja tak!). Glæder mig til at skype lidt med Daniel, som er i Odense hos Victor og Cassandra – jeg vil ozzzz!

Nå, og ellers – dagens billede af mig og canon.

... og min allerede højt elskede gule uldtrøje. Sååå varm og blød!

 

Kulturchok

2 feb

Jeg var forberedt på, at min ankomst ikke ville blive en dans på roser. At forholdene hernede ville være helt anderledes end dem, jeg var vant til i Aarhus. Alligevel kommer det nu bag på mig, hvor meget jeg indtil videre bare har accepteret.

Rejsen herned var uproblematisk. DSB var kun 20 minutter forsinket, og tjek-in i lufthavnen i København gik også smurt, selvom jeg blev gennemraget af en mandlig securitymedarbejder ved sikkerhedstjekket. Note to self – rejs i andre sko næste gang og skæld manden ud, hvis han bare rager! Flyturen var behagelig, selvom der var ret koldt i maskinen. Begge mine bagagestykker var velankommet, og jeg fandt Tim i ankomsthallen. Eller, jeg fandt mand i uniform, som heldigvis viste sig at være Timmi, jubii. Den berømte Zweisitzer viste sig at være en fancy sportsvogn, nærmere bestemt en Chrysler af en art og inden længe havde jeg så prøvet at ramme de 200 kilometer i timen på motorvejen i myldretiden. Halleluja.

Så vidt så godt. Første bratte opvågning fik jeg, da vi nærmede os universitetet. Sikkerhedskontrol! Angivelse af faretrin, bobs. Universitetet huser hele det tyske militærs næste generation og er derfor under konstant terrorbeskyttelse. Det er uhyggeligt at tænke på. Ind kom vi da, forbi en masse mænd i store, armygrønne uniformer. Efter en mindre køretur på små stier holder vi foran en meget lang bygning, som hernede bliver kaldt Alcatraz. Sjovt. Endnu sjovere, at jeg skal bo i den. Haha. Vi få bugseret mine tasker op på første sal og låser døren ind til værelse 1522 op – scheisse. Timmi havde fortalt mig, at værelset ikke levede op til militærets hygiejnekrav, da han tjekkede det inden han tog ud i lufthavnen. Sjovt nok var der ikke sket noget i mellemtiden. En køjeseng, to skriveborde, to skabe og en håndvask står i det her meget triste, hvide rum med tre meter til loftet og betongulve med gråt vinyl. Meget forfalden, ret beskidt. Resten af gangen er næsten ubeboet og der er fælles toilet og badefaciliteter, vel at mærke ikke kønsopdelt. Jeg sluger lige kamel nummer et. Kamel nummer to er det fælles tekøkken, som man ikke engang kan lave te i og den lille bitte luge i køleskabet, jeg har fået tildelt, som jeg først skal have gjort ren. Når jeg finder andet end opvaskemiddel og en karklud, der lugter råddent.

Dernæst det mere praktiske – en Skypedate med Daniel. Nåhr ja, internet er jo mega farligt, kæmpe sikkerhesfail, så 1) intet trådløst netværk (farvel iPad, det var lige så hyggeligt) og 2) man skal aktiveres af folk, der er meget højt oppe i bureaukratiet. Som selvfølgelig var taget hjem. Nå. Kamel nummer to. Heldigvis var Timmi sulten, så vi tog over i Branderl, som er en slags restaurant her på militærområdet og spiste pizza. Rart. Derefter fik jeg set Timmis værelse, som er meget mere nice end det skrammel, jeg sidder i. Nå. Kamel nummer tre. På hovedet i seng. Op at tisse to gange om natten (tredive meter ned af gangen, HVER vej. Nå).

Næste morgen rammer ensomheden mig helt vildt og voldsomt. Græder en lille smule og savner Daniel rigtig meget. Tager mig sammen og finder mit pas og mit learning agreement, som jeg tager med op til PAUS (Pas- und Ausweisstelle). Der skal jeg hente et chipkort, som giver mig mulighed for at komme ind på universitetsområdet uden at tage hovedporten, som ligger langt væk fra værelset. Der er måske en kilometers penge op til PAUS, men jeg fór vild og det tog mig fyrre minutter at gå derop. Stor militærmand i uniform giver mig et formular, som jeg skal udfylde, dernæst aflevere hos international office og dernæst sende til universitetets kansler, som skal udfylde det og så via intern post sende det tilbage til PAUS. Flot. Flere dage uden tilgang til området lyder bare ikke nice. Men okay, jeg er kommet til bureaukratiets helvede og accepterer. Går videre til computercenteret, for at få en tilgang til internettet. Det kan jeg ikke få uden en indskrivelse, som jeg skal have på Prüfungsamt (Eksamensadministrationen). De har lukket, men sekretæren fortæller mig, at de skal bruge mit studentereksamensbevis og mit bachelorbevis. Fint, tænker jeg, det har jeg på computeren. Nå nej, jeg kan jo ikke komme på netværket og dermed heller ikke printe det ud. Fornemmer I mønsteret?

Tager hjem igen og føler mig som en mega fiasko. Begynder at rydde op på værelset og gøre rent. Tager en lille middagslur. Senere kommer Timmi forbi og spørger om jeg har fået styr på tingene. Ja, flot. Føler mig igen som en mega fiasko. Vi tager forbi Daniel Mook i international office, som endelig har åbnet. Underskriver, at jeg er kommet fra Aarhus til München, ret ligegyldigt. Hr. Mook mener til gengæld, han kan gå uden om Prüfungsamt, og dermed skaffe mig adgang til internettet uden en indskrivelse. Vi prøver dog lige Prüfungsamt, for i mellemtiden har jeg hentet en usb-stik og lagt studentereksamen og bachelorbevis på den, som Hr. Mook printer ud. Prüfungsamt er dog stadig lukket, og de åbner først mandag (i dag er det torsdag). Vi går videre til PAUS, for Hr. Mook fortæller, at de allerede har ansøgt om et chipkort til mig. Vi ankommer til PAUS og jeg får heldigvis mit chipkort – med samt en gul papseddel med militærstempel, som jeg ALTID skal have på mig, og som IKKE må blive krøllet, og skulle jeg ikke have den på mig, ryger jeg fluks ud. Nå. Hr. Mook og Timmi tager med tilbage til værelset for at se, om de ikke kan åbne op for mit internet. Vi nørder en lille time, men intet sker.

Timmi og jeg tager derefter ind til rådhuset i Neubiberg for at melde mig som tilflytter. De skal også bruge min indskrivning, men damen bag skranken siger, at de normalt bare skriver soldaternes kærester ind på soldaternes værelser. Nå. Jamen jeg er altså megapissemeget ledig og Timmi er altså ikke min kæreste og jeg vil altså gerne have min egen adresse. ALTSÅ! Hun smiler lidt og siger, ”jamen I ser jo så fine ud sammen”. Hm, føler mig lidt ramt og tænker, det er fordi jeg ikke nåede i bad i morges. Sorry, Timmi, men altså, du er ikke nogen Daniel. I øvrigt spørger hun også til civilstand og religion, hende damen. Mærkeligt land, det her (og ja, hun spørger også, om Michael er et pigenavn i Danmark). Nå, men det lykkes alligevel (takket være gul papseddel) og nu har jeg altså en adresse her. Werner Heisenberg Weg 106/1522, 85577 Neubiberg, Deutschland. Send noget, please. Et eller andet. Gider ikke kun modtage reklamer for pistoler.

Så bliver det crazy, for nu skal vi handle ind. Wow. Bruger næsten to timer i Kaufland på at købe lidt madvarer og mælk (som er langtidsholdbar, for ellers er den for fed, ADR!). Og selvfølgelig køkkengrej, for det dér klamme køkken bliver jo ikke til et køkken af sig selv, vel? Køber en pande, en kniv, et bræt, lidt bestik, en madkasse og en skrællekniv og venter på at Timmi snart inviterer i IKEA (for det har han lovet, ham og hans makker skal nemlig snart spise billige köttbullar). Nåja, og så køber jeg et tysk simkort. Nummeret har jeg lige brugt 6 minutter (dansk telefontid, vel at mærke, lortedyrt) på at fritaste og det burde være klart om et til to døgn, kæft hvor effektivt. Men ring eller skriv til +49 160 4542719. Jeg tjekker dog også mit onfone nummer en gang imellem.

Nå, nu er jeg kommet hjem. Der bor en pige over for mig på gangen, hun arbejder på tandlægeklinikken her på området. Fedt med mennesker! Har haft skridttæller på i dagens anledning – alt bureaukratiet har gjort, at jeg indtil nu (kl. 19.46) har taget hele 24.637 skridt. Nå. Må hellere snakke med ham, der har nøglen til kælderen, rygtet siger, at der er gamle lortecykler dernede. Så vidt så ringe.

Nå ja, dagens gode nyhed. Timmi har skaffet mig adgang til et seminar om højreekstremisme. Første lange dag er 17.2 (9.00-17.00) og jeg har købt kompendiet (udelukkende på tysk – what?!) og glæder mig til at have noget fornuftigt at tage mig til nu. At der går næsten en måned mellem forelæsningsdagene er underligt, men noget, der vist er meget normalt hernede. Timmi har dog lovet, at jeg ikke bliver ensom, for jeg kan bare hoppe over i deres køkken og hilse på. Og på onsdag har jeg en aftale med mig selv om at hoppe forbi universitetskorets korprøver. Sig ikke, at jeg ikke prøver at socialisere med disse mærkelige mennesker!

Jeg synes det hele er så latterligt at jeg bare griner af det. Seriøst. Det går sgu nok det her. Jeg vil bare skype med min dejlige kæreste, det er virkelig alt jeg beder om lige nu. Skype anses desværre også som en sikkerhedstrussel, så det kommer nok ikke til at køre optimalt. Nå. Hvor mange kameler er vi oppe på? Jeg bearbejder kulturchokket stille og roligt, det går sgu nok det her.

PS: Red mig!
PPS: Send skummetmælk.